Mandag – altså der ER bare noget med den her ugedag. Man skal ligesom svinge sig op til være på igen efter weekenden. Dynen er tung, hunden snorker og børnene agerer zombi-tilstand.
SÅ bliver man da glad i låget, når man slår døren op til kontoret, og en duft af kaffe vælter ind over én – så er vi i gang.
Lige indtil alting bare går mandags-galt. Alle mine planer går hele tiden fløjten. Min telefon strejker. Netværksforbindelsen tror stadig det er weekend, hvilket i den grad udfordrer min tålmodighed (læs:mit temperament).
Madpakken er kedelig, og selv om kollegerne er verdens sødeste, så sidder jeg der med møg-telefon, der kræver koder, jeg har glemt, elendigt internet og alt for mange ufærdiggjorte åbne faner, der råber på at gøre tingene færdige, inden jeg starter på noget nyt. Og sidder. Og tænker, at det skal blive godt at komme hjem og stege de her frikadeller og kravle tidligt i seng for at stå op til en garanteret nemmere tirsdag.
Ned i p-kælderen, hvor jeg på bedste blondie-vis må lede febrilsk efter bil, jeg overhovedet ikke erindrer, hvor jeg parkerede små 8 timer tidligere… Finder den da heldigvis, men kan ikke komme ud pga. monster-gravko-ting, der har valgt at læsse en masse lort af, lige når jeg skal hjem.
Sidder i rundt regnet 25 sekunder, der føles som halve timer, før jeg kan køre ud – komme hjem. Og så sker der noget.
En bus holder ved stoppested lidt længere henne, hvorfor jeg havner ved en giga-kø og har lange udsigter til at kunne svinge til højre – sætter mig tilrette i bilen, klar til at se ubevidst sur ud, da noget fanger mit blik. En venlig sjæl holder der, midt i det hele – i en kø, og spærrer al trafik – for at jeg kan komme ud. Jeg bliver helt febrilsk og hamrer i 1. gear ud med røg fra baghjul, mens jeg vinker hysterisk og gestikulerer TAAAAK gennem bakspejl.
Meget kort tænkepause.
Der skal så lidt til. Så umådelig lidt. Det er måske en lille bagatel, sådan at holde tilbage for en mandagsstresset tosse som mig, men jeg blev virkelig så glad. Tænkte over det hele vejen hjem, hvor jeg sidder nu og tænker: Hvor verden dog ville være et helt andet sted at være, hvis vi alle sammen holdt tilbage og gav hinanden lidt plads. I stedet for at ha så ego-travlt, – alt for travlt til at gi en plads foran i køen. Eller en plads i det hele taget – lidt rummelighed…?
I morgen – og i overmorgen – og resten af ugen faktisk – da vil jeg virkelig gi plads. Ja jeg vil. Og jeg håber, at andre ku få samme herlige tanke – der skal nemlig så lidt til…. når alt kommer til alt.