Det dedikerede menneske fascinerer mig!

”En nordmand landede i Varde”… sådan kunne overskriften også have lydt, og Espen Kilmark stammer såmænd fra Norge, men han er meget mere end ”en nordmand der er landet i den jyske muld”. Espen er tænker, han er kreativ, han er aktiv, han er eftertænksom, og så er han særdeles nærværende filosofisk. Alt dette er man ikke i tvivl om, hvis man har tilbragt mere end en time i selskab med nordmanden, der altså landede i Varde.

Vi skal tilbage til 1985, hvor Espen var aktiv fodboldspiller i hjembyen – en lille by udenfor Oslo, og hvor en camp i Danmark, nærmere betegnet på Djursland, vakte interessen for Danmark.

– Da jeg var blevet færdig på seminariet, valgte jeg at flytte til Århus, det var i 1987, og det føltes bare ganske rigtigt, fortæller Espen. Allerede dengang som ganske ung mand, vidste han, at han en dag ville noget mere – noget med ledelse – noget med indsigt…

Espen mødte Marianne, der læste til sygeplejerske, og efter endt uddannelse flyttede de til hendes hjemstavn, Varde. Året var 2004, og Espen søgte, og fik job som leder i Daginstitutionen Østervang.

– Det var en helt særlig tid, jeg husker de år som noget ganske unikt. Jeg mødte en enorm interesse for at udvikle, ikke bare selve institutionen, men helheden – ja jeg ved, det kan lyde lidt diffust, men tiden i Østervang står bare for mig som helt fantastiske år.

Sidenhen kom der ny struktur i Varde Kommune, og Espen blev flyttet til Børnehaven Skovmusen i Oksbøl, hvor han skulle fungere som overordnet leder for flere institutioner.

– Jeg tror, det var på dette tidspunkt, at jeg for alvor tog beslutningen om, at jeg skulle videre, at jeg skulle noget mere. Jeg har altid haft en grundlæggende interesse i mennesket – i at se de potentialer, det enkelte menneske har, og arbejde med det – få det bedste frem, og det var den interesse, jeg lige så stille begyndte at arbejde videre med, fortæller Espen Kilmark, der gik i gang med en diplomuddannelse indenfor ledelse.

Espen var blevet gift med Marianne og sammen havde de fået sønnerne Malte og Martin. Familien havde bosat sig i et dejligt hus i Vardes sydlige bydel, og alt gik godt. Lige indtil en sommerdag i juni måned 2018.

Hvad der skulle have været en hyggelig aften med ild i ethanol-ovnen på terrassen udviklede sig på et splitsekund til et mareridt.

– Det eksploderede simpelthen, og det hele gik så stærkt. Det gik værst ud over Marianne og min yngste søn. De blev begge fragtet til Odense Universitetshospital med politieskorte, og de tanker, der flyver gennem ens hoved på sådan en tur – ja det var frygteligt, lyder det fra Espen, der er tydeligt påvirket af at fortælle om den aften, familien aldrig vil glemme.

De kommende uger pendlede Espen mellem Varde og OUH, og heldigvis kunne han se fremskridt dag for dag.

– Det var en barsk omgang, og det er ikke noget, man lige kommer over, men efter omstændighederne endte det godt. Det kunne have gået meget værre, og det minder vi hinanden om, når vi taler om det, der skete den aften…

Hverdagen vender lige så stille tilbage, og Espen er ikke længere i tvivl – han vil i gang med det, han virkelig brænder for. Psykoterapi og coaching. Han har allerede mange henvendelser fra især sportsfolk, der har hørt om Espens formidable evner til at hjælpe folk ud over kanten – og det giver mod på at gøre mere ved det.

– Jeg bliver igen og igen fascineret af de her fortællinger. Fascineret af hvad og hvordan og ikke mindst hvor meget man kan rykke ved folk ved at bruge de rette redskaber. Det er simpelthen så spændende…

Espen kan i dag skrive både en verdensmester, en Europamester og klienter fra både Danmark, England, Polen og Sverige, primært indenfor motorsport og fodbold.

– Det er som et puslespil, sådan tror jeg bedst, jeg kan forklare det – man skal have lagt brikkerne helt rigtigt, så fungerer det, og jeg ved, jeg er god til at lægge det her menneskelige puslespil. Og så er jeg god til dedikerede mennesker. Det spejler igen. Det giver energi, lyder det fra Espen med, der erkender, at han nok kan lyde lidt nørdet, men at han ser nørderi som en styrke….

– Jeg møder mange spændende mennesker. Jeg arbejder med alle typer; jeg har især haft mange gode samtaler med folk, der er ansat i militæret og ved politiet. Der kan ligge meget at ulme, hvis man for eksempel har været udsendt, og her mener jeg, at det skal anses som en styrke – man skal finde potentialet og udnytte det…

Espen Kilmark er selv vokset op i et NATO-hjem, og han har endvidere gjort tjeneste på grænsen mellem Norge og Rusland tilbage i 1982-83.

 

”Man skal ikke kun komme forbi mig, fordi man har det skidt…. Man kan også komme, fordi man ønsker at få det bedre – eller ønsker at blive dygtigere…”

Citat Espen Kilmark

 

D. 1. september er Espen Kilmarks egne virksomhed en realitet. Den første måned med kontor på privatadressen, og pr. 1. oktober åbner han praksis på Power Tower i Varde, og han glæder sig!

– Det er helt uvirkeligt – det er noget, jeg har drømt om i så mange år, og nu er det en realitet. Jeg er stolt, jeg er ydmyg. Når folk spørger, hvorfor jeg gør det, eller hvordan jeg tør, så svarer jeg ganske enkelt: Fordi jeg ikke vil have en arbejdsgiver længere. Jeg vil være min egen chef; fordi jeg ved jeg kan, og fordi jeg ved, jeg er god til det. Jeg ved, jeg kan sælge autentisk trivsel, udvikling og livskvalitet!

“Har du nogen at tale med…?”

 

FAKTA: Navnet er Espen Kilmark psykoterapi og coaching.

Kontoret finder man på Power Tower, Engdraget 20 i Varde.

Her tilbydes samtaleterapi og coaching til blandt andre sportsfolk, eller hvis livet slår knuder i forbindelse med skilsmisse, jobskifte eller lignende.

Du kan læse meget mere på hjemmesiden, den er klar medio september: www.espenkilmark.dk