Det skærer i hjertet

Jeg er rent faktisk tom for ord. Eller det vil sige – tom for positive ord.

Jeg har netop læst seneste nyt i sagen om den stakkes Filippa, den forgangne weekend har handlet om.

En 13 år pige, der forsvandt lørdag eftermiddag efter sin avisrute.

Danmark holdt vejret – og vi blev alle lige så rørte, som den politibetjent, der gik på pressemødet søndag eftermiddag med meddelelsen om, at Filippa var fundet i live.

Men da lettelsen suk var draget, indfandt der sig her på matriklen en voldsom følelse af foragt. Foragt for den person, der står bag denne forbrydelse. Fordi – …hvad har han budt den pige i det døgn, der er gået. Jeg kan næsten ikke holde ud at skrive det – tænke det – jeg bliver simpelthen så ked af det!

Jeg er selv hønemor i overdrevet format. Så meget, at jeg er ganske klar over, at det har skabt lidt hovedrysten rundt om gennem årene.

Mine tre døtre er på mange områder blev pakket ind i både vat og kontrolleret omsorg. Jeg har fulgt, hentet, bragt, kørt og ringet i ét væk. Og jeg bliver ved. Til trods for, at min yngste datter nu er 18 år. Og hun hedder Filippa, og måske var det også derfor, denne sag gik ekstra hårdt ind…

Men 13 årige Filippas forældre fra Sjælland har formentlig også hentet og bragt og sms’et – og ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at der var noget alarmerende ved at sende datteren ud med aviser denne lørdag.

Men det skulle et lille sølle afstumpet menneske så vende op og ned på.

Den 32 årige, der er sigtet, er ikke dømt endnu. Men han har jo nok ikke kidnappet en 13 årig pige for at spille ludo med hende, vel?

Jeg væmmes. Og jeg bliver fyldt med en ubeskrivelig følelse af afsky. Hvem er det dog, der kan finde på den slags… Jeg håber, at hvis manden bliver dømt, at han bliver straffet hårdt og længe. Og uden at der skal gå politik i det her, så er jeg faktisk flintrende ligeglad med, hvad der ligger til grund for hans handling. Bur manden inde – og smid nøglen væk. Og det gælder i øvrigt generelt i forbrydelser af en art som denne! Føj!

Alle mine tanker går til Filippa og hendes familie. Hverdagen bliver aldrig den samme igen!