Der findes emner, man helst ikke nævner i pænt selskab. Løn. Vægt. Hvem man stemmer på. Og så er der niveaudeling i folkeskolen. Det sidste udløser næsten automatisk et kollektivt gisp, som havde man foreslået spanskrør og morgensang i taktfast march.
Og bare rolig: Jeg er ikke på vej ind i politik. Gud forbyde det. Jeg er bare et menneske med øjne, erfaring og en vis portion undren.
For lad os nu kigge på folkeskolen med – ja, netop – fornuftige øjne.
Jeg er så ung (haha), at niveaudeling var noget, man allerede havde taget livet af, da jeg selv begyndte i skole. Den var afskaffet, begravet og lagt i pædagogisk unåde. Alle skulle med. Sammen. Altid. Uanset hvad.
Siden da har jeg haft en lang skolegang selv – og derudover tre døtre, som alle var forsøgsdyr i “den nye, laaaaange skoledag”, hvor flere timer åbenbart automatisk skulle føre til mere læring. Spoiler: det gjorde det ikke altid.
Og her sidder jeg så, med livserfaring, kaffe i koppen og et oprigtigt spørgsmål:
Hvad er det egentlig, der er så forkert ved at niveauopdele?
Jeg var – og er – et fjols til tal. Matematik og jeg har aldrig været på talefod. Vi har forsøgt. Det mislykkedes. Jeg forstod aldrig brøker, ligninger eller hvorfor x altid gemmer sig. Og ved I hvad? Jeg tror faktisk, jeg havde lært mere, hvis jeg havde siddet i en klasse med andre, der også kæmpede. I stedet for konstant at føle, at jeg var den, der trak tempoet ned og stjal lærerens tid med mit tomme blik.
Til gengæld: Retskrivning? Stile? Sprog? Det fløj. Jeg elskede ord. Jeg kunne skrive løs, mens andre i klassen sad og svedte over staveord, som om de var sat på jorden for at knække dem personligt. De faldt helt væk – præcis som jeg gjorde, når læreren skrev endnu et regnestykke på tavlen.
Men vi sad sammen. For det var jo retfærdigt.
Eller var det?
For hvem var det egentlig, der vandt på det? Den dygtige elev, der kedede sig og ventede? Den fagligt svage, der konstant følte sig bagefter? Læreren, der skulle undervise 28 elever på 14 forskellige niveauer – samtidig – med et smil?
Niveaudeling bliver ofte fremstillet som noget elitært. Noget hårdt. Noget, der stempler børn. Men ærligt: Børn ved allerede godt, hvem der er gode til hvad. Det er ikke niveaudeling, der fortæller dem det. Det gør hverdagen.
Måske handler det ikke om A- og B-hold. Måske handler det bare om at give børn lov til at lære i et tempo, hvor de faktisk kan følge med – eller blive udfordret. Ikke for skolens skyld. Ikke for statistikkens. Men for barnets.
Så nej, jeg foreslår ikke et sorteringssamfund i 1. klasse. Jeg foreslår bare, at vi stopper med at hviske, hver gang nogen nævner niveaudeling. At vi tør sige højt, at ens undervisning ikke nødvendigvis er retfærdig undervisning.
For nogle lærer bedst med ligesindede. Andre blomstrer, når de bliver udfordret. Og de fleste af os? Vi er både-og.
Og hvis det er politisk sprængstof at sige højt – ja, så må jeg jo tage hjelmen på.
Med et glimt i øjet. Og en lommeregner, jeg stadig ikke forstår.