Ser du en helikopter flyve rundt i området mellem Vittarp og Kvong med en underlig ramme hængende i en wire, så bare rolig.
Det er ikke et angreb fra det ydre rum men i stedet os, der undersøger, om der er grundvandsmagasiner i jorden, der kunne være fremtidigt drikkevand.
Flere kunder skaber et større behov for drikkevand. Samtidig er der risiko for, at vi på sigt må lukke nogle af vores eksisterende kildepladser, og derfor er det vigtigt, at vi hele tiden er på forkant med, hvor der findes godt grundvand i vores forsyningsområder, der er egnet til drikkevand.
Vi er i gang med at etablere en ny kildeplads i Vittarp med det grundvand, der skal forsyne Varde by med rent drikkevand i 2024. Og allerede nu går vi i gang med at undersøge området yderligere for, om der er flere gode grundvandsmagasiner.
Vi går i gang med at indsamle geofysiske data i et område mellem Vittarp og Kvong (se kortet). Det sker via en helikopter, der flyver i ca. 50 meters højde og med et måleudstyr hængende under sig ”scanner” jorden ned til en dybde på 250 meter.
Firmaet SkyTEM står for overflyvning af området vist på kortet, og vi forventer, de starter helikopteren og flyver en tur mellem den 5. og den 12. februar.
Helikopteren flyver som udgangspunkt ikke over bygninger, mennesker og husdyrhold. Hvis du mener, at flyvningen alligevel vil skabe problemer for din ejendom/matrikel, så kontakt DIN Forsyning.
Du kan læse mere her: https://dinforsyning.dk/da-dk/nyheder-1?itemId=News_Item:3286
Fotos: SkyTEM
Kort: DIN Forsyning