– som vil være med til at sikre fremtidens spildevandsrensning
Er du en dygtig elektriker, og vil du udfordres i en spændende branche? Har du bred erfaring med OT-netværk og el-dokumentation? Og vil du være med til at sikre fremtidens spildevandsrensning? Så er det måske dig, der er vores nye elektriker på Rens Midt.
Hvad skal du lave?
På Rens Midt har vi til opgave at sikre rensning og afledning af spildevand fra DIN Forsynings to største renseanlæg, Renseanlæg Øst og Renseanlæg Vest, der begge er beliggende i Esbjerg.
På begge renseanlæg er der stort fokus på driftssikkerhed og ressourceudnyttelse. Det afspejles bl.a. i mange spændende projekter, herunder nyt anlæg til afvanding af slam, optimering af udstyr/komponenter og styringer samt projekter afledt af bl.a. de kommende PtX-virksomheder i Esbjerg og arbejdet med DIN Forsynings Strategi ”Fra dygtige til bæredygtige”.
I dit arbejde som elektriker kommer du til at arbejde tæt sammen med 16 dedikerede kolleger, herunder proces- og driftsoperatører, smede og laboranter.
Som vores nye elektriker vil du sammen med en anden elektriker have ansvaret for el-området i Rens Midt. Du kommer til at deltage i alle dele af arbejdet med reparation, vedligehold og udvikling af el, SRO og netværk på de to renseanlæg.
Som vores nye kollega bliver dine primære opgaver:
Daglig drift, herunder fejlsøgning og reparation af elinstallationer, el-komponenter og instrumentering samt SRO og netværk
Programmering og sikring af OT-netværk og – komponenter
At sikre valg af de rigtige løsninger ved udskiftning af eksisterende komponenter og ved nyanlæg
At udarbejde kravspecifikationer og gennemføre prisforespørgsler hos tavle- og komponentleverandører samt el-installatører i forbindelse med mindre projekter
At sikre el- og netværksdokumentation
Hvem er du?
Du er uddannet elektriker, og så har du:
Erfaring med fejlsøgning på såvel elinstallationer/-komponenter og instrumentering som SRO-anlæg og netværk
Erfaring fra arbejde med industrielle netværksløsninger (OT-netværk)
Erfaring med opdatering samt håndtering af el-dokumentation
Kørekort (minimum kategori B)
Derudover vil det være en fordel, hvis du har:
Erfaring fra mindre projekteringsopgaver og udarbejdelse af kravspecifikationer
Kendskab til el-dokumentationsprogram som PC Schematic
Kendskab til PLC-programmering
Som person er du initiativrig, du arbejder struktureret og effektivt med dine opgaver, og så er du god til at skabe overblik – også når tingene skal gå stærkt. Du går nysgerrigt til dine opgaver og gør en indsats for at sikre et godt samarbejde med dine kolleger og eksterne samarbejdspartnere. Sidst men ikke mindst synes du, det er spændende at være med til at finde de rigtige løsninger.
Ansøgning
Du kan søge stillingen via formularen nedenfor. Sidste frist er den 26. juni 2023 kl. 08.00.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om stillingen under yderligere info HER eller kontakte driftsleder Lisbet Adrian på telefon 74 74 72 72.
Kom med på rejsen fra dygtige til bæredygtige
DIN Forsyning er ét af Danmarks største multiforsyningsselskaber. Hver dag leverer vi varme og rent vand, og vi håndterer spildevand for tusindvis af kunder i Esbjerg og Varde kommuner. I Varde Kommune er det os, der står for affald og genbrug. Tidligere var vores øverste mål sikker drift. Nu sikrer vi en stabil drift samtidig med, at vi omstiller vores forretning til at bidrage til et bæredygtigt samfund. Rejsen kræver et stærkt hold af medarbejdere, der brænder for at arbejde for en mere bæredygtig verden.
Jobanonnce