Når unge i 10. klasse stiller skarpt på fremtidsdrømme, kommer der en bred vifte af karrieremuligheder.
En af de unge med ambitioner er Frederik Nielsen. Han vil være direktør:
– Jeg har arbejdet ud fra teorien om at blive direktør i Novo Nordisk. Og det har været spændende. Jeg ved nu, at jeg skal på handelsskolen efter 10. klasse, og herefter på CBS, og begge dele med høje karaktergennemsnit. Efterfølgende vil jeg læse noget kommunikation og ledelse samt søge erhvervserfaring, og ja – så håber jeg, der er en ledig direktørstilling til mig. Det er under alle omstændigheder den vej, jeg går!
OM: Alle elever i 10. klasse skal lave OSO, som betyder Obligatorisk Selvvalgt Opgave. Den skal tage afsæt i din uddannelsesplan og dit valg af ungdomsuddannelse.
Den obligatoriske selvvalgte opgave (OSO) er, som navnet antyder, en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolens 10. klasse. Formålet med opgaven er at give eleverne mulighed for at arbejde selvstændigt med et emne. Emnet skal tage udgangspunkt i elevernes valg af ungdomsuddannelse og i deres uddannelsesplan, hvor aktiviteter som fx brobygning indgår. Opgaven skal så vidt muligt placeres i forlængelse af brobygningsforløb eller kombinationer af brobygnings- og praktikforløb, sådan at opgaven kan indgå som en del af elevens efterbehandling heraf.
Mål
• At eleverne arbejder selvstændigt med et emne relateret til deres uddannelsesplan og valg af ungdomsuddannelse
• At eleverne undersøger og reflekterer over indhold, krav og muligheder i den uddannelse/det job, de vælger at skrive om
• At eleverne arbejder med varierede arbejdsmetoder og udtryksformer