Søndag den 3. juli 2016 Varde BMX vært ved Danmarksmesterskabet i BMX, hvor klubben byder velkommen til landets bedste BMX-kørere og masser af tilrejsende tilskuere fra både nær og fjern. Men allerede lørdag den 2. juli afholder klubben som optakt til DM et jubilæumsløb. Det er i år 20 år siden, at klubben blev stiftet, og siden har mange små cykelben vokset sig stærke på klubbens baneanlæg på Højgaardsparken.
I foråret og forsommeren 2016 er der blevet lagt mange frivillige kræfter i klubben for at gøre klar til det store stævne. Der er mange ting, der skal fungere på selve dagen, og banen skal bare være 100 % i orden. Det har kun kunnet lade sig gøre pga. en stor andel af frivilligt arbejde samt en række velvillige sponsorer.
Får Varde mon en ny Danmarksmester?
Klubbens bestyrelse forventer omkring 300 af landets bedste kørere til start til DM samt et par tusind tilskuere henover weekenden, så der bliver gang i den på et af landets mest publikumsvenlige BMX Stadions. Varde BMX klub stiller et godt hold, men om klubben også kan præsentere en ny danmarksmester er for tidligt at sige.
– Vores hold tæller både tidligere danmarksmestre og nordiske mestre, samt nye kørere, der også har klaret sig rigtig godt til forsommerens løb. Men konkurrencen er benhård og der gives ikke ved dørene til et DM, fortæller klubbens formand Jesper Jensen.
Allerede nu lover formanden godt ræs og masser af dramatik, som vi også så det, da Varde var vært ved Nordisk Mesterskab for 2 år siden.
Weekendens program
Lørdag den 2. juli afvikles et jubilæumsløb, for at markere klubbens 20-års jubilæum. Opvarmning og træning starter kl. 10.30 og løbet skydes i gang kl. 13.00.
Søndag den 3. juli er der opvarmning og træning fra kl. 11.00. Åbningsceremoni og efterfølgende DM starter kl. 13.00. Tag gerne cyklen hvis du er fra Varde. Der skal findes plads til mange biler i området omkring Højgaardsparken, hvor Varde BMX Stadion ligger.
Der er fri entré hele weekenden og der kan købes mad og drikke.