Dronningen skal køre karettur gennem Varde

Det officielle program for H.M. Dronningens sommertogt i Varde Kommune er nu offentliggjort.

ROYALT BESØG
Den 3.-4. juni besøger Hendes Majestæt Dronningen Varde Kommune som led i det årlige sommertogt.

Under sit to dage lange ophold vil H.M. Dronningen blandt andet se den naturgenoprettede Filsø(“Det botaniske mirakel”) og køre karettur gennem Varde by ledsaget af garderhusarerne.
Varde Kommunes borgmester, Erik Buhl, siger om programmet:
“Vi glæder os til et par fantastiske dage, hvor jeg især ser frem til karetturen rundt i Varde by.”
“Det bliver en stor oplevelse for os alle sammen at se Hendes Majestæt Dronningen i vores historiske bymidte, og jeg håber, at rigtig mange vil være med til, at dagene bliver festlige.”
Det overordnede program for H.M. Dronningens besøg i Varde Kommune fremgår herunder.

PROGRAM
Fredag d. 3. juni, klokken 10-15:

– Officiel modtagelse af H.M. Dronningen ved Varde Rådhus med faneborg.

– Karettur fra Varde Rådhus til Sct. Jacobi Skole ledsaget af garderhusarerne.

– Besøg på Sct. Jacobi Skole i Varde. Præsentation af garnisonsprojektet “Hilsen Hjemmefra” og Varde Kommunes læringsprojekt “UngeCampen”.

– Karettur fra Sct. Jacobi Skole til Arnbjergparken ledsaget af garderhusarerne.

– Frokost på Hotel Arnbjerg i Varde. Menuen er sammensat af Hr. Skov i samarbejde med Hotel Arnbjerg.

– Rundtur i Tambours Have i Sig.

– På besøg hos møbelvirksomheden Kvist Industries i Årre.

Lørdag d. 4. juni, klokken 10-13:

– Besøg på den tyske flygtningekirkegård ved Oksbøl.

– Fremvisning af den naturgenoprettede Filsø.

– Besøg på det lokalhistoriske Nymindegab Museum.