Jeg skal til København. Lige en hyggetur med et par af pigerne…
Og som det fornuftige menneske jeg prøver at være, har jeg besluttet mig for at lade bilen stå. For ærligt talt – der findes ikke den parkeringsapp, parkeringskælder eller parallelparkeringsydelse i hovedstaden, der kan kompensere for det blodtryk, man får af at lede efter en p-plads.
Så – DSB it is.
Eller skulle jeg sige: DSB… måske?
For at tage toget er lidt som at spille Lotto. Man betaler, man håber, og man ved inderst inde, at chancen for, at det går galt, er lige omkring 87 procent.
Der står man så, på perronen, med kaffen i hånden og et naivt håb i blikket. Og så kommer den velkendte stemme over højtaleren:
“Vi beklager forsinkelsen…”
– Og man ved, hvad det betyder. Det betyder, at man kunne have nået at bage en småkage, strikke en vante og lære sig selv japansk, før toget ruller ind.
Hvis DSB var en medarbejder i en privat virksomhed, ville den forlængst være blevet kaldt til samtale hos HR. “Vi har lagt mærke til, at du har… en del fravær.”
“Ja, men det skyldes signalfejl.”
“Og lidt personaleproblemer.”
“Og blade på skinnerne.”
Lidt som Chris og chokoladefabrikken – bare minus humor!
Men alligevel står jeg der – igen – med billet i hånden og troen på det bedste. For håbet er jo det sidste, der forlader en optimist.
Og hvem ved – måske kører toget faktisk til tiden denne gang.
Det ville da næsten være helt forstyrrende.
PS – lover en opdatering….