Ja, så enkelt var det. Hvis vi skruer tiden tilbage til slut-80’erne, hvor jeg sad i gamle støvede lokaler på Katedralskolen i Viborg i et miljø, man skulle tro havde givet inspiration til Det forsømte forår….
Jeg har skrevet om ham før, og jeg kommer måske til det igen – den værst tænkelige mand, jeg nogensinde har mødt – min engelsklærer i gymnasiet. Tænk engang – jeg kan sidde her SÅ mange år senere og stadig mærke, jeg bliver utilpas, når jeg tænker på hans skrigende mangel på pædagogisk indsigt eller ordentlighed på nogen måde. Dengang – når han kom ind i klassen, kunne jeg godt få lidt svedige hænder af ren nervøsitet – og i dag kan jeg genkalde mig fornemmelsen – så mange år senere – det er dog forunderligt, hvad en lærer egentlig er i stand til – hvor meget en sådan kan påvirke en elev langt ind i voksenlivet.
Det kom lige til mig igen forleden, fordi jeg hørte en ærgerlig historie fra det virkelige liv – i dag vel at mærke. Heldigvis er der sket meget, siden jeg travede rundt i rædselskabinettet på den store smukke men bundrådne bygning i Viborg. Små magtdemonstrerende konger, for hvem ydmygelsens kunst var den vigtigste.
Ret skal være ret – der var et par stykker imellem, der var ok. Min dansklærer fx. I en syvhestes brandert hjemme i hans lejlighed, hvor han var så sød at holde klassefest for os, hans favoritklasse, fortalte han i svagt øjeblik, at det der foregik på lærerværelset – de samtaler, der fandt sted om eleverne, ikke var for sarte sjæle. Jeg glemmer det aldrig – “Hvis de først har sat sig i hovedet, at en elev skal have 5, så bliver det aldrig anderledes” – det gjorde indtryk, – også på en 16 årig 1. års elev, der slet ikke forstod det hierarki og den mærkeværdige nedladende kultur, der herskede på stedet.
Når man får klassens 13-tals elev til at skrive den engelske stil for sig, og man alligevel får 05, så er der jo noget galt…
Det er heldigvis en anden tid i dag. Lærerne i dag er formentlig ligeglade med, om eleven er datter af en jurist eller en arbejdsledig. Eller om en elev har fået 00 sidst og nu kæmper for et 4-tal ved næste aflevering. Heldigvis. Der er vel en anden forståelse og indsigt – en anden tilgang til tingene…?
Og alligevel, så er han derude – lektor Blomme; somme tider i en kvindelig udgave – andre gange som en yngre nyuddannet adjunkt – for hvem det handler om magt. Eller hvad det nu er, der driver tosseværket…
Til trods for, at min engelsklærer i den grad fik mig ned med nakken – flere gange – og ydmygede mig – og mine klassekammerater – så groft, at BTs journalister ville have savlet for at få en sådan historie i dag, så er det altid lidt værre end det, jeg hører om i dag – og det er derfor jeg fortæller det.
Kære alle seje elever derude – I er fantastiske – I er gode nok – og det der dumme 00 – – det skal nok gå alt sammen alligevel!
Min engelsklærer døde for nogle år siden – den store idiot. Og det er sådan vi husker ham. Som rædslen over alle rædsler på stedet… og tænk sig, jeg klarede den jo alligevel – en dumpekarakter i engelsk til trods…