Du kan også besøge Minimurernes værksted

Her er to af Vardes fantastiske minimurere – Christian Bekke og Kurt Hansen: Vi møder ind alle hverdage i Minimurernes Hus – og der er rigeligt at tage fat på – året rundt. Parkens mange huse skal vedligeholdes, og nye skal til. Det er en virkelig spændende proces at være med i. Vi er 13 minimurere, med hver vores kompetence. For at blive minimurer – og få “nålen”, skal man stå i lære i 5 år.

Minimurerne holder til på værkstedet, Lundvej 4A i det tidligere bibliotek. Her kan man  besøge dem tirsdage og torsdage mellem kl. 9 – 12.

Minimurerne er altid gode for en spændende historie. De deler gerne ud af deres store håndværksmæssige kunnen om alt fra mursten til dørkarme i miniatureudgaven. Det giver en særlig oplevelse og viden at besøge værkstedet, inden man går ned i Minibyen, der ligger blot 300 m. fra værkstedet.

Hver formiddag mødes Vardes minimurere på værkstedet. Her gøres de små 22,8 mm x 10,8 mm x 5,4 mm mursten klar til brænding, her mures og snedkeres og her udtænkes kreative løsninger til de små huse i minibyen. Heldigvis har vi flere pensionerede murere blandt de frivillige minimurere, der også tæller efterlønnere og pensionister med historisk og anden håndværksmæssig interesse. Der er nemlig særlige udfordringer, når man er minimurer. Der findes aldrig standardløsninger.

Samtlige minimurere brænder for at tegne, bygge, konstruere og eksperimentere sig frem til de helt rigtige detaljerige løsninger til de nye minihuse til Varde Miniby. Det kræver fingersnilde, pertentlighed og god fantasi at fremstille de dråbeformerede teglsten, de nøjagtige mursten og de vigtige detaljer, som gør oplevelsen i minibyen til noget helt særligt.

Læs mere HER

Fotos: Lars Thomsen