”Kunder i Esbjerg og Varde kan trygt drikke det drikkevand, der kommer fra vores vandværker. Drikkevand fra alle DIN Forsynings vandværker i Esbjerg, Varde, Ribe og Bramming er analyseret for PFAS. Der er ikke fundet PFAS”, siger kunde- og kommunikationschef i DIN Forsyning, Betina Lund Lauridsen.
PFAS, som er en forkortelse for perfluoroalkylstoffer, er en gruppe af syntetisk fremstillede fluorstoffer, som har været brugt siden begyndelsen af 1950’erne i fødevareemballage, brandslukningsskum, overfladebehandling og imprægnering af tekstil, tæpper og i maling. Stofferne er stabile, svært nedbrydelige og er vand- og fedtskyende. Stofferne akkumuleres i menneskekroppen, så problemet består i, at jo mere PFAS man indtager over tid, jo mere udsat vil man være for negative helbredseffekter.
PFAS er i dag forbudt at bruge, og i 2021 blev kravene til grænseværdierne for PFAS i drikkevandet skærpet herhjemme efter anbefaling fra Det Europæiske Fødevareagentur.
”Hele diskussionen om PFAS og andre miljøfremmede stoffer sætter et skarpt lys på, hvor meget vi skal passe på vores kildefelter og drikkevandsboringer. Derfor har vi også i DIN Forsyning lavet en meget ambitiøs strategi for beskyttelse af kildefelter”, slutter Betina Lund Lauridsen.
DIN Forsyning leverer ikke drikkevand til hele området i Esbjerg Kommune og Varde Kommune – der er en del lokale vandværker i området. Kortet viser, hvor DIN Forsyning leverer drikkevand.