Effektiviteten manglede hos Vardes herrer

Varde måtte indkassere et nederlag på 2-0 på Sydbank Stadion til Kolding Boldklub på en dag, hvor effektiviteten og marginalerne gik Varde holdet imod.
Varde havde overvægt såvel spille- som chancemæssigt i det kølige efterårsvejr, hvor tilskuerne fik en såvel spændende som ganske velspillet kamp at se.

Startformationen var fuldstændig den samme som i sidste weekend og Varde holdet lagde da også stærkt ud med et par gode muligheder til Morten Smidt indenfor de første 10 minutter.

Først blev han i det 8. minut spillet fri i feltet med en dyb stikning, men en velspillende Michael Ravn i gæsternes mål fik afværget skuddet. Minuttet senere afsluttede han lige over overliggeren i et næsten tomt mål fra en spids vinkel, hvor Kolding keeperen var kommet på mellemhånd.

Herefter kom gæsterne bedre med i kampen og i det 13. minut kom holdet foran 1-0, da Nicolai Døj fra næsten 0 grader hamrede bolden op i nettaget på en tilfældig bold, som var blevet clearet i første omgang og derefter ramte en Kolding spiller.

5 minutter senere var Kolding tæt på 2-0, men Nicolaj Andreasen agerede redningsmand på stregen, efter at Sune Nissen var kommet på mellemhånd i feltet.

Herefter overtog Varde holdet igen initiativet, og Joachim Puggaard og Morten Smidt havde efterfølgende begge gode muligheder for at bringe balance i regnskabet uden at det lykkedes.

Den største mulighed tilfaldt Morten Smidt 5 minutter inden pausen, da han total umarkeret på kanten af det lille felt headede Mathias Backs´s glimrende indlæg lige over mål. Gæsterne kunne således gå til pausen med en et-målsføring, ikke helt i overensstemmelse med spil og chancer.

2. halvleg
Varde lagde også bedst ud efter pausen og Lasse Holm var tæt på efter 5 minutters spil, da han sparkede en løs bold efter et hjørnespark lige over mål.
Efter et lille kvarters spil var Nicolai Døj tæt på at øge gæsternes føring, da han blev spillet fri på venstre kant på en omstilling, men Sune Nissen klarede flot skærene for hjemmeholdet.

Varde fortsatte presset, og midt i halvlegen var Mathias Backs meget tæt på da han ramte overliggeren efter at Koldings keeper hårdt presset tabte en hjørnesparksbold ned for fødderne af Backs.

Omkring den halve time havde Kolding en god periode, hvor de først følte sig snydt for et straffespark, da Nicolaj Andreasen kantede Abud Zanka i feltet, og derefter et hovedstødsforsøg lige forbi mål efter en standardsituation.

I slutfasen satsede Varde hele butikken uden at det dog for alvor afstedkom oplagte scoringsmuligheder og i stedet kunne Abud Zanka lukke kampen til 2-0 4 minutter inde i tillægstiden, hvor Sune Nissen halvklarede i første omgang, men ingen chancer havde i anden ombæring.

Det var da også en flok skuffede Varde spillere, der efter fire sejre på stribe, måtte forlade banen uden point. Chancer var der nok af, men skarpheden/heldet manglede.

Holdets næste opgave er på søndag, hvor holdet møder duksen Ringkøbing, som overraskende tabte rundens kamp mod Fredericia fF med 2-1. Her skal Varde forsøge få revanche for det store nederlag på 5-0 i sæsonens 2. kamp, og samtidig lukke det pointsmæssige hul op til Ringkøbing på 1. pladsen.

Matchfacts:
Varde IF Elite – Kolding Boldklub:
Resultat 0-2 (0-1)
0-1 Nicolai Døj (13.)
0-2 Abud Zanka (90. +4)
Dommer: Bjarne Østergaard
Tilskuere: 110