Efter tre uger: 80 motionsløb har fået støtte

Nordea-fondens løbspulje er kommet særdeles godt fra start. ( Foto: Per Hansen, Varde Fotoklub)

Over hele landet melder små motionsløb sig klar efter corona-epidemien.

I Varde får deltagerne i stand up paddle-løbet sig en naturoplevelse.

Se listen over modtagere samt kontaktpersoner herunder.

Stand Up Paddle løbet på Varde å giver deltagerne en billedskøn naturoplevelse. Motionsløbet er blandt de 80 løb, der har modtaget støtte fra Nordea-fondens Løbspulje, som fortsat er åben.

Optimismen blomstrer i foreningerne landet over. Det kan Nordea-fonden bevidne målt på strømmen af ansøgninger og henvendelser efter offentliggørelsen af Løbspuljen for godt to uger siden.
Knap 17.000 løbstrøjer er uddelt og 80 motionsløb har allerede fået støtte.

En af modtagerne er Varde Stand Up Paddle Klub, som står bag det usædvanligt naturskønne sup-løb på Varde Å.
“Vi har oplevet en stor tilstrømning, nu hvor varmen er kommet og restriktionerne er lempet, så vi forventer ekstra mange deltagere i år. Samtidig er sup-sporten eksploderet voldsomt i de senere år,” siger formand Jonas Iversen.

Det 10 kilometer lange løb starter ved det historiske elværk, og snor sig i nærmest en grøn tunnel før ådalen åbner sig. Og fordi man står op, kan man se, hvordan åen har skåret sig gennem landskabet, inden man ankommer til Varde by og slutter ved nationalparken.

“Vi har et stærkt breddefokus. Langt størstedelen af deltagerne kommer for oplevelsen og samværet, men der også nogle, der konkurrerer om at komme først. Sidste år gennemførte den hurtigste på 58 minutter,” fortæller Jonas Iversen, der forventer op mod 100 deltagere til løbet, der finder sted for 8. gang.

Op til 500 deltagere
Løbspuljen henvender sig til alle typer mindre motionsløb med 50 til 500 deltagere. Og selv om de klassiske motionsløb er i overtal, er der også støtte til afvikling af løb med eksempelvis mountainbike, stand up paddle, havsvømning og kano/kajak.

Variationen er helt i tråd med Nordea-fondens ambition om at løbspuljen skal sætte strøm til de traditionsrige ‘gamle kendinge’, ligesom puljen kan være en katalysator for igangsættelsen af nye mindre lokale motionsløb i det fri i alle egne af landet.

“Vi mærker tydeligt, at man tripper for at komme i gang igen ude i foreningerne, hvor de mindre lokale motionsløb udgør en vigtig del af det danske idrætsbillede, som aktive samlingspunkter for lokalbefolkningen,” siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Får man støtte til sit løb, tilbyder fonden også gratis løbstrøjer til alle løbsdeltagere med foreningens eget logo påtrykt.

 

Støttede løb fordelt på regioner:
•    Hovedstaden 22
•    Midtjylland 16
•    Nordjylland 14
•    Sjælland 12
•    Syddanmark 16

 

Fakta om løbspuljen:

•  Der kan søges løbende indtil puljen på 5 mio. kr. er tom.
•  Der kan søges enten 5.000 eller 10.000 kr. til afvikling af løb med 50-500 deltagere.
•  Lokalt forankrede foreninger kan søge puljen.
•  Det er nemt at søge, og alle får svar inden for fire uger.
•  Støttede foreninger tilbydes også løbstrøjer til alle deltagere.
•  Nordea-fonden forventer at støtte cirka 600 motionsløb
Om Nordea-fonden
Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Hvert år uddeler fonden ca. 400 mio. kr. til projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Se mere på nordea-fonden.dk
FYN: Føns Søsportsklub ved Middelfart har en del unge medlemmer, som trækker deres forældre med i fællesskabet. Klubben har fået støtte til familieløbet i august.
SJÆLLAND: Nordbo-løbet i Slagelse er for motionsløbere i alle aldre har også fået støtte.

Foto: Evan Foto

Foto: Evan Foto