“DU ER FOR DUM TIL AT FORSTÅ SHAKESPEARE!”
Ja, så enkelt var det. Hvis vi skruer tiden tilbage til slut-80’erne, hvor jeg sad i gamle støvede lokaler på Katedralskolen i Viborg i et miljø, man skulle tro havde givet inspiration til Det forsømte forår….
Jeg har skrevet om ham før, og jeg kommer måske til det igen – den værst tænkelige mand, jeg nogensinde har mødt – min engelsklærer i gymnasiet. Tænk engang – jeg kan sidde her SÅ mange år senere og stadig mærke, jeg bliver utilpas, når jeg tænker på hans skrigende mangel på pædagogisk indsigt eller ordentlighed på nogen måde. Dengang – når han kom ind i klassen, kunne jeg godt få lidt svedige hænder af ren nervøsitet – og i dag kan jeg genkalde mig fornemmelsen – så mange år senere – det er dog forunderligt, hvad en lærer egentlig er i stand til – hvor meget en sådan lærer kan påvirke en elev langt ind i voksenlivet.
Det kom lige til mig igen forleden, fordi jeg hørte en ærgerlig historie fra det virkelige nu-og-her liv. Heldigvis er der sket meget, siden jeg travede rundt i rædselskabinettet på den store smukke men gennemsyrede gamle bygning i Viborg. Små magtdemonstrerende konger, for hvem ydmygelsens kunst var den vigtigste.
Ret skal være ret – der var et par stykker imellem, der var ok. Min dansklærer fx. I en syvhestes brandert hjemme i hans lejlighed, hvor han var så sød at holde klassefest for os, hans favoritklasse, fortalte han i svagt øjeblik, at det der foregik på lærerværelset – de samtaler, der fandt sted om eleverne, ikke var for sarte sjæle. Jeg glemmer det aldrig – “Hvis de først har sat sig i hovedet, at en elev skal ned med nakken og have 03 eller 5, så bliver det aldrig anderledes” – det gjorde indtryk, – også på en 16 årig 1. års elev, der slet ikke forstod det hierarki og den mærkeværdige nedladende kultur, der herskede på stedet. Tvært imod har jeg aldrig af natur været autoritetstro, og det var nok min største udfordring i gymnasiet….
Når man får klassens 13-tals elev til at skrive den engelske stil for sig, og man alligevel får 05, så er der jo noget galt…
Det er heldigvis en anden tid i dag. Lærerne i dag er formentlig ligeglade med, om eleven er datter af en jurist eller en arbejdsledig. Eller om en elev har fået 00 sidst og nu kæmper for et 4-tal ved næste aflevering. Heldigvis. Der er vel en anden forståelse og indsigt – en anden tilgang til tingene…?
Og alligevel, så er han derude – lektor Blomme; somme tider i en kvindelig udgave – andre gange som en yngre nyuddannet adjunkt – for hvem det handler om magt. Eller hvad det nu er, der driver tosseværket…
OG det er mig ubegribeligt, at man stadig ser lærere sende elever hjem med nedladende kommentarer og beskyldninger, der er helt hen i vejret – og det værste er, at man intet kan stille op. Fordi vi ved det jo – klager man, så rammer det ens børn, som en god ven sagde opgivende i beretningen fra datterens skole! – Uanset hvordan vi gradbøjer det, så er der nok lidt om det. Og det er undervisningstederne generelt, jeg henviser til her.
I min nære familie er der tre gymnasielærere. Og det er ikke lækkert, de historier, de disker op med til familiemiddagene – beretninger fra lærerværelserne rundt om i landet. Og jeg bliver så ked af det – og trist over, at det rent faktisk stadig finder sted. Og jeg undres over, at der ikke bliver ryddet helt op…
Til trods for, at min engelsklærer i den grad fik mig ned med nakken – flere gange – og ydmygede mig – og mine klassekammerater – så groft, at EBs journalister ville have savlet for at få en sådan historie i dag, så er det altid lidt værre end det, jeg hører om i dag – og det er derfor jeg fortæller det.
Kære alle seje elever derude – I er fantastiske – I er gode nok – og det der dumme 00 – – det skal nok gå alt sammen alligevel! Og I vil – desværre – flere gange i livet møde Lektor Blomme, den store idiot. Heldigvis møder I med al sandsynlighed allerflest dygtige, hjælpsomme og superfede lærere og undervisere, I vil huske og tænke tilbage på med glæde langt ind i jeres voksenliv.
Min engelsklærer døde for nogle år siden. Læste jeg på Facebook. Jeg blev mest ked af, at jeg aldrig for alvor havde taget mig mod til at opsøge ham og fortælle, hvad hans ondskab gjorde ved os elever. Det er sådan vi husker ham. Som rædslen over alle rædsler på stedet… Men tænk sig, jeg klarede den jo alligevel – en dumpekarakter og modmodbydelig hetz i engelsktimerne til trods…