Elever fra Sct. Jacobi Skolens afdeling på Laboratorievej i Varde flyttes midlertidigt, efter der er fundet spor af asbest i bygningen. Fundet sker efter, at Varde Kommune har gennemgået et renoveringsarbejde, som ejeren af bygningen har foretaget i skolernes sommerferie.
SKOLE
Ejeren af bygningen på Laboratorievej, der i dag huser en af Sct. Jacobi Skolens afdelinger, har over sommeren renoveret dele af bygningen. Efter Varde Kommunes afsluttende gennemgang af bygningen opstod mistanke om asbest i det opbrudte fliseklæb og dermed også tvivl om, hvorvidt arbejdet er blevet udført efter gældende regler for håndtering af asbest.
Derfor har Varde Kommune foretaget ekstra undersøgelser af bygningen for at sikre, at lokalerne er fuldt forsvarlige at opholde sig i. Et eksternt firma har udtaget seks prøver af bygningen, hvoraf to af prøverne indeholder spor af asbest.
Asbestfundet gør, at elever og medarbejdere ikke vender retur til Laboratorievej, når sommerferien slutter i næste uge. Eleverne møder i stedet ind på Sct. Jacobi Skole på Pramstedvej i Varde.
Omfattende rengøring og kontrolindsats venter
Varde Kommunen har ikke været involveret i renoveringsarbejdet, men arbejder aktivt for at sikre, at alle nødvendige undersøgelser og tiltag gennemføres, før bygningen igen tages i brug.
Derfor bliver der nu gennemført en omfattende rengørings- og kontrolindsats, hvor der undervejs tages prøver for at dokumentere effekten. Lokalerne vil løbende blive undersøgt af eksterne fagfolk, og resultaterne vil danne grundlag for de videre beslutninger.
Citat
Kim Bondesen Glud Nielsen, skolechef i Varde Kommune:
”Vi står i en rigtig ærgerlig situation, hvor vi med fundet af asbestrester er nødt til at ændre i børnenes hverdag ved at flytte dem fra Laboratorievej til skolens lokaler på Pramstedvej. Her fortsætter den dagligdag børnene kender, og de vil fortsat kunne møde kendte voksne og deltage i planlagte aktiviteter. ”
”Vi ved, at situationen giver udfordringer for både børn, forældre og medarbejdere, og det beklager vi. Men børn og medarbejderes sikkerhed er førsteprioritet, og derfor vender ingen tilbage til Laboratorievej, før det er dokumenteret, at bygningen er rengjort, og at der ikke kan påvises spor af asbest.”