Emma skal sætte Varde på landkortet

Varde Handel: Sammen med en aktiv bestyrelse skal der nu skrues op for den gode handelsstemning, og til det er Emma Louise Nissen-Ripley landet i en stilling som bykoordinator.

Og hun har da heller ikke været i gang mange dage, før man kan opleve hende i bybilledet omgivet af ikke færre end 300 græskar.

– Jeg skal jo starte op et sted, og jeg tænker, at det er vigtigt at kunne præsentere en by, der oser af stemning, så derfor pynter jeg midtbyen op med græsker. Jeg har heldigvis Lions Varde til at hjælpe mig, fortæller Emma, der allerede føler sig hjemme i Varde.

Hun er bosat i Bramming, men har tidligere været ansat i Sydbank Varde, hvor hun med egne ord faldt for byen.

– Jeg er meget begejstret for Varde, her en dejlig stemning, og jeg tænker, at det har noget med byens størrelse at gøre – det virker så harmonisk på en eller anden måde, lyder det fra Emma, der ikke vil udelukke at flytte til området på et tidspunkt.

Emma har studeret statskundskab i Odense, og sidenhen oplevelsesøkonomi i Århus, med en mellemlanding i Canada.

– Jeg tog lige et år i udlandet for at prøve det; det var spændende, men det er også godt at komme hjem igen, fortæller Emma, der sammen med Varde Handels bestyrelse er i fuld gang med planlægningen af de kommende arrangementer.

– Vi er nødt til at tage højde for Covid-19, men når det er sagt, så handler det om at se muligheder, og det går faktisk rigtig godt, lyder det med et smil fra Emma, inden hun må videre ud for at pynte Varde midtby flot op til efterår.

Stort velkommen til Emma!