40 år på samme arbejdsplads – det må da være nok, lægger Ulla Højbjerre ud.
Siden 1981 har hun drevet Rådhus Cafeen og Rådhussalen, tidligere kendt som Chicken & Burger, men nu har hun besluttet at slukke komfuret.
– I år havde jeg 40 års jubilæum. Det var d. 2. juli, og på det tidspunkt havde jeg faktisk taget beslutningen. 40 år i køkkenet, det må være tid til et nyt kapitel, smiler Ulla, der ærligt indrømmer, at det blandt andet var tiden med Corona-nedlukning, der var med til at beslutningen ikke blev så vanskelig at træffe.
– Tiden, hvor verden stod stille, gav stof til eftertanke. Vi fik alle sammen mulighed for at bremse op og tænke, – der var tid til at mærke efter, og det var sundt, for mig vel at mærke.
Nye planer
Hun er helt afklaret, og det er ikke med overvægt at vemodighed i stemmeføring, når Ulla sidder og fortæller små historier fra årene i køkkenet. Det er en konstatering af, at nu er tiden kommet til en kovending.
– Jeg er jo ingen vårhare, og jeg kom sådan til at spekulere på, at hvis jeg skal nå at prøve kræfter af indenfor et andet arbejdsområde, så skal det da være nu. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at prøve at have en 37-timers arbejdsuge, siger Ulla, og lægger ikke skjul på, at det har været 40 dejlige år, som hun med sikkerhed ved, hun vil tilbage på med stor glæde.
– Der har altid været fart på, jeg har aldrig været ked af at bestille noget. Jeg kunne jo lide at lave det, jeg lavede. Og i og med at jeg har ”boet” her midt i byen, har jeg uvilkårligt også blandet mig i det, der er foregået udenfor mine vinduer, fortæller Ulla, der for en periode også var formand for byens handelsstandsforening.
– Det er vigtigt at blande sig. På den gode måde, vel at mærke. Det er så nemt at brokke sig over alting, men hvis det virkelig er så skidt, at det er værd at skælde ud over, så må man jo selv gøre en positiv indsats. Og på den front har jeg vist aftjent min værnepligt, griner Ulla.
Cafeen bliver lukket ned hen i november, og i december afleverer Ulla Højbjerre nøglen.
– Vel er det da lidt vemodigt, det er det da, 40 år… men det er det rigtige at gøre nu. Jeg kan mærke, at jeg skal videre – prøve noget nyt. Og jeg glæder mig faktisk rigtig meget…
