En god folkeskole giver flere borgere til Varde Kommune

Læserbrev indsendt af: Rasmus Sømod, Byrådskandidat – Varde Kommune, Det Konservative Folkeparti, Hovedgaden, Næsbjerg

Vi skal være flere i Varde Kommune. Det giver nemlig flere skatteborgere og på den måde får vi flere penge at lave velfærd for. Det Konservative Folkeparti mener, at en god folkeskole er én af midlerne til at tiltrække flere. Og her har vi desværre udfordringer. Undersøgelser viser at op imod en tredjedel af vores elever har en ringe eller mindre god trivsel på vores skoler. Det er en uacceptabel høj andel og børn lærer bedst og mest, hvis de trives og føler sig trygge, anerkendte og respekterede i deres nære omgivelser. Et dårligt folkeskoleforløb risikerer at forfølge den unge resten af livet og det er i folkeskolen at kimen til et opgør, med en negative social arv plantes. Vi vil derfor arbejde for at sikre folkeskolen ro oven på flere års turbulens og vi har støttet kortere skoledage og er for en styrkelse af tolærerordninger på de skoler, hvor elevsammensætningen nødvendiggør ekstra indsatser. Vi har i Varde kommune en af landets højeste inklusionsprocenter på 96%. Vi ønsker derfor gradvist at sænke inklusionsprocenten. Desuden håber vi, at Skt. Jacobi skolen bliver den succes som de børn, der har særlige udfordringer fortjener, men vi forudser, at det ikke vil være et tilstrækkeligt stort tilbud i fremtiden. Derfor er vores bud, at vi skal se på de mindre skoler, der er udfordret af faldende elevtal som en del af løsningen og ikke som en del af problemet.