Skal du passe dit arbejde som normalt fredag den 5. juni, hvor Danmark fejrer sin grundlov, eller kan du tage et hvil i havesofaen eller lænestolen?
Grundlovsdag er ikke en helligdag. Og dermed heller ikke en fridag for alle danskere. Om du har fri afhænger i første omgang, om du er dækket af en overenskomst.
Spørg din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl
Er du ikke dækket af en landsoverenskomst, kan du stadig godt have ret til at holde fri grundlovsdag. Det kan være en del af en særoverenskomst, lokalaftale, personalehåndbog eller din ansættelseskontrakt. Så husk at spørge din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl.
HISTORIEN OM GRUNDLOVSDAG
Danmark har ikke en decideret nationaldag – grundlovsdag er det tætteste, vi kommer.
Dagen markerer, at den første Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet 5. juni 1849 af Frederik VII. Siden er grundloven blevet ændret flere gange – senest i 1953.
Allerede i de første år efter vedtagelsen blev dagen den 5. juni markeret med grundlovsfester og friluftsmøder og senere politiske møder opdelt efter, hvor man politisk stod i forhold til ændringer af grundloven.
Frem til 1975 var grundlovsdag faktisk en lovbestemt halv fridag. Men sådan er det altså ikke længere, hvor det er din overenskomst eller ansættelseskontrakt, som afgør, om du har helt eller delvist fri.
Kilde: hk.dk