Nu holder vi tonen: Det er første gang siden 1989 at Erik Buhl ikke skal spekulere over valgkamp, og selv om han indrømmer, at det kan være en anelse vemodigt, så glæder han sig over noget af det, han ikke behøver forholde sig til ved KV21.
– Jeg husker mere end tydeligt, hvordan der førhen var debatter og læserbreve i dagens avis, især op til et valg. Og selv om tonen kunne være lidt stram dengang, så er der alligevel langt hen til det, der af og til kan foregå i dag, lægger Varde Kommunes borgmester ud.
Han henviser til valgdebatten, der for manges vedkommende er flyttet til de sociale medier, og på mange områder hylder han udviklingen.
– Der er meget, der er blevet nemmere. Tilgængeligheden. Der er blevet korte afstand, også på den gode måde. Facebook kan et eller andet, og man skal passe på ikke kun at skælde ud over de sociale medier. Der hvor jeg kan blive lidt trist, er når jeg ser hvordan tonen somme tider kan få en kedelig klang, siger Erik Buhl, der selv har oplevet at få kommentarer på Facebook, der ikke altid har været rare at læse.
– Tilbage ved kommunalvalget i 2017 mærkede vi for alvor den store forandring fra kun at læse læserbreve og politisk stof i papiraviserne, til at det nu også foregik på internettet. Det var sket med lynets hast, hvis man spørger mig, og jeg skulle da lige vænne mig til det. Men brugt på den rigtige måde er Facebook og de øvrige sociale medier en rigtig fin måde at få bragt sine budskaber på. Det er bare så ærgerligt, når det løber af sporet… Det er blevet for nemt at gemme sin vrede bag en skærm.
Erik husker flere episoder, hvor han eller de øvrige byrådsmedlemmer har modtaget beskeder eller kommentarer på Facebook, der har været direkte ubehagelige, og hvor det har føltes som temmelig voldsomt personangreb.
– Det er det, jeg ikke bryder mig om. Når det bliver for personligt. Og her er mit helt klare budskab: Tænk før du taster. Det kan ofte være alt for nemt at sidde bag en skærm og blive sur og vred, men en god tommelfingerregel er, om man ville SIGE det til vedkommende, hvis man stod overfor ham eller hende.
Og Erik Buhl er da heller ikke i tvivl: Når det kommer til trusler, skal det meldes til politiet. Det er kort og godt ikke i orden. Brug Facebook korrekt, og det er en glimrende måde at kommunikere og få bragt sine budskaber. Men bruges det forkert, kan man gøre andre mennesker langt mere ondt, end man nok havde forestillet sig.