Varde: Juleaften er en aften, som mange ser hen imod med stor begejstring. Her skal der indtages et utal af juletallerkener med alt hvad hjertet begærer. Når maverne er fyldte, danses der hånd i hånd med familien i juletræets lys, mens der efterfølgende pakkes gave efter gave op.
Det er for mange mennesker i Danmark indbegrebet af juleaften, men desværre er det bare ikke alle, der har mulighed for det.
– Det kan jeg skrive under på. Jeg er formand for foreningen “Fra alle os til alle jer“, som i de seneste fem år har afholdt juleaften for flere af Varde Kommunes borgere, fortæller Karen Tove Christiansen.
Indtil i år er arrangementet blevet afholdt i Café Paraplyens lokaler med stor succes og et stigende deltagerantal, men i år bliver det afholdt i Warwik Bryghus’ lokaler Vestervold 18B, som har stillet disse til rådighed kvit og frit. Ikke fordi vi skal drikke øl, men fordi lokalerne er rigtig hyggelige, og matcher vores behov. Så det tilbud kan vi ikke sige nej til.
Maden laves i Krææs’ køkken, som til vores held holder lukket den dag.
– Vi har valgt at flytte arrangementet, da vi gerne vil brede målgruppen endnu mere ud. Førhen har det mest været Café Paraplyens brugere, der har deltaget, men vi vil også gerne have folk med til aftenen, der ikke nødvendigvis har sin daglige gang der. Borgere, som af en eller anden grund, gerne vil være sammen med os denne aften.
Bygge broer
At glæde andre med en god jul, det er den bedste julegave jeg kan få. Jeg har ikke holdt en “normal” jul i mange år. Som barn af to selvstændige forældre har det aldrig været de bedste minder om juleaften, og derfor arbejder jeg, mine nærmeste og resten af de frivillige hårdt for at glæde andre. Glæde dem med en hyggelig aften hvor vi spiser god dansk julemad. Og finder julefreden i hinandens selskab.
Jeg forventer mange vil benytte sig af tilbuddet. Min klare ambition er at sørge for, at ingen skal sidde alene juleaften, fortæller Karen Tove Christiansen.
– Vi har oplevet forældre, som kommer til arrangementet, fordi de kun har børnene været andet år. Eller fordi en forælder netop har børnene i julen, og gerne vil give dem en festlig juleaften i dejligt selskab. Ældre ægtepar har været her, og jeg kan huske engang, at et ældre ægtepar faldt i snak med en borger, og i løbet af aftenen aftalte de, at de også skulle mødes efterfølgende. Det er netop dét, vi også er til for. Vi vil gerne bygge broer mellem mennesker.
Paragraf 18-midler
Selvom det er et én-dags-arrangement, så kommer en aften som denne ikke op at stå uden en masse arbejde. Derfor har jeg allieret mig med nogle frivillige som før, under og efter juleaften arbejder hårdt for, at det hele skal gå op i en højere enhed. Så alle får en god aften den 24. december.
Aftenen bliver en realitet uanset, men et par ekstra hænder vil ikke skade. Jeg sætter stor pris på de mange private borgere, lokale virksomheder og Varde Kommune, som støtter op om projektet.
– Det kunne ikke lade sig gøre uden Varde Kommune og de paragraf 18-midler, som de stiller til rådighed. Det dækker en del af det beløb, som det koster at afholde sådan et arrangement. Vi er meget glade for at vi år efter år får den kommunale støtte, lyder det fra Karen Tove Christiansen.
God opbakning
– Det er så dejligt, at der er så mange, der vil hjælpe os, så vi kan skabe en god aften for en masse mennesker. Warwik Bryghus lægger lokaler til, og maden står en frivillig for. Han er kok, og bruger hele sin dag og aften på – gratis – at lave mad til os. Vi er simpelthen så taknemmelige.
I skrivende stund er der 25, som har tilmeldt sig arrangementet, men jeg håber da at der er flere på listen, når vi nærmer os juleaften.
Der vil, som altid, være gaver til de deltagende børn, og måske er der også lidt at pakke op for de voksne. Det afhænger af, hvad foreningen får samlet ind. Og selvom der er god opbakning, kan “Fra alle os til alle jer” altid bruge ekstra støtte, så man kan bare tage kontakt, hvis man ønsker at give et bidrag. GLÆDELIG JUL TIL JER ALLE.
Fakta: FRA ALLE OS TIL ALLE JER
Hvor: Warwik Bryghus. Vestervold 18B
Hvornår: den 24.12.2021 kl 15.00
Pladsbestilling: Warwik Bryghus. Tlf.: 6029 7036. mikaelclangager@gmail.com
Kontakt: tovetand@hotmail.com. Tlf.: 2877 2677