Fakta er altid udfordret!  

Læserbrev indsendt af Peter Nielsen, Byrådsmedlem (V), Næstformand Plan & Teknik, Økonomi & Erhverv, Formand Naturpark Vesterhavet, Tlf. 51 90 37 25 petn@varde.dk

Det er en festdag, når nogle stiller sig til rådighed for demokratiet. Så velkommen ombord på kandidatholdet til Jens Nielsen og Flemming Bynge, hvor I kan se frem til mange spændende udfordringer og oplevelser på godt og ondt.

Vi oplevede ved sidste valg at lokallisten kom med flere udokumenterede fake news. Vi ved alle, hvordan det er gået med partiskifter, kandidatkvantespring, nydannelser og opløsning igen af lokal-og borgerlisterne. Så brug rigtige fakta, da det giver det bedste grundtæppe for en god debat på kort og langt sigt.

Kandidat Jens Nielsen oplyser d. 16. september i JV, at 1/3 af kommunes borger er i Varde By og at målet var tilsvarende antal byrådsmedlemmer. Fakta er lidt andet og det er let at finde på nettet.

Ved sidste kommunalvalg i 2017 stemte 28.518, hvoraf de 7696 var i Varde by – svarende til 27%. Der var 39380 stemmeberettigede, hvoraf de 11.350 var i Varde By – svarende til 28%.

Resultatet kender vi jo også. 7 byrådsmedlemmer fra Varde by blev valgt og det svarer til – ja 28%. Så muligheden for daglig indflydelse i Varde er lige så stort som andre steder og svarer til stemmefordelingen.

I 2021 er der er 49628 indbyggere, hvoraf de 14117 bor i Varde og som svarer til 28,44% og dermed ”bør” der blive 7,1 byrådsmedlem til Varde by.

Man siger ofte, at man har de politikere som man fortjener. Vi må se om det bliver dem, som Udviklingslisten og Udviklingsrådet i Varde ønsker.