Specialskolen havde inviteret deres nye naboer til åbent hus og en rundvisning, med ønske om et godt naboskab. Dagen efter var et veloplagt byråd på besøg, for at se det færdige resultat efter en lang planlægningsproces.
Skolens elever har sammen med personalet, været rundt med indbydelser i naboernes postkasser, for på den måde at give dem en fornemmelse af deres nye nærmiljø.
Der var et flot fremmøde til arrangementet, og flere af gæsterne var selv tidligere elever eller forældre til elever, som har gået på skolen. Mange har gennem tiden haft deres daglige gang på matriklen, og alle var meget imponerede over løsningerne og det færdige resultat, med de dejlige faciliteter for børnene.
Der var stor interesse og mange gode spørgsmål, og flere havde gode fortællinger om skolen på hjertet. Nogle havde allerede haft fornøjelsen af at hilse på et par af eleverne, men der blev også givet udtryk for en omsorgsfuld forståelse for, at ikke alle elever uden videre åbner op til en snak.
En af skolens nye naboer glædede sig over, at der stadig var skole, og bygningen ikke var bestemt til andet formål. Hun var glad for lyden af legende og glade børn, og hun syntes det gav liv og god stemning i nabolaget.
Gæsterne hørte om dagligdagen på skolen, om børnegrupperne og deres behov, om aktiviteter og tanker bag ombygningen. De hørte om skolehaverne med drivhuse og højbede, og om de dyr, som er på vej til bondegårdsværkstedet.
Der var en meget positiv og imødekommende stemning, og skolen blev budt rigtig varmt velkommen til kvarteret.
Torsdag tog ledelsen og repræsentanter fra forældrebestyrelsen imod de fremmødte byrådsmedlemmer.
Besøget bød på en rundvisning og undervejs var der gode drøftelser af det færdige resultat, de fysiske rammer og selve overgangsprocessen for børn og personale.
Rundvisningen startede i foyeren, som nu er ombygget til et stort aktivitetsrum, med udgangspunkt i et bymiljø, med veje og legepladser. Her er der lagt op til leg og bevægelsesbreaks, hvilket byrådsmedlem Holger Grumme demonstrerede på fornemste vis, ved at tage en tur på en af de nyindkøbte ponycycles, som allerede er blevet et hit blandt eleverne.
Selvom flytningen er veloverstået, og mange ting har fundet sit leje, er der stadig et stort arbejde i at skabe rutiner og en fælles kultur. Det er meget ressourcekrævende når ingenting er, som det plejer, både for børn eller voksne.
Det har været en meget omfattende proces for personalet at balancere en flytning, samtidig med at de har skulle opretholde en rolig og tryg hverdag for deres sårbare elever, som er børn hvor alle forandringer er svære, også selvom forandringen er til det bedre.
Medlemmerne lyttede med stor opmærksomhed til et forældre perspektiv fra Michael Vestergård, som er næstformand i skolens fællesbestyrelse:
Michael udtaler:
”På Jacobi kan vi være stolte af, at alle vores skønne børn og unge er omgivet af professionelle og utrolig dygtige lærere, pædagoger og ledelse, som virkelig brænder for deres arbejde, og som hver dag yder en kæmpe indsats, for at alle kan lære og have det godt.
Min søn er autist, så i over 3 år er jeg dagligt kommet på skolen i Tistrup, og i den periode har jeg opnået et rigtig godt kendskab til personalet, og den måde de arbejder på, og har kun rosende over for deres arbejde.
At undervise et barn på en specialskole, er ofte et meget krævende og hårdt arbejde, fordi disse børn hver især har deres helt egne behov, og derfor er det nødvendigt med et individuelt undervisningsforløb for det enkelte barn.
At se den omsorg, varme og indsats de voksne yder, er simpelthen fantastisk, og som far til en autistisk dreng, varmer det helt ind i hjertet at se, hvor meget de gør for det enkelte barn, hvilket er en klar indikation på, at de virkelig brænder for deres arbejde.
At være kommet ind på en nyrenoveret skole med større og bedre faciliteter har været fantastisk, men det har også været hårdt, for alle har virkelig knoklet til det yderste, for at skabe så gode rammer som muligt, og for at børnene skulle mærke mindst muligt, og der arbejdes stadig virkelig hårdt, for det tager tid, før alt køre helt optimalt igen.
Stigningen af børn til specialtilbuddet betyder, at flere klasser er presset, hvilket overbelaster lærere og pædagoger.
Så kære politikere. I har været med til at skabe noget, der virkelig er med til at gøre en forskel for børnene, noget som virker, og noget som børnene er dybt afhængige af. Så jeg håber og ber´ til, at I vil være fokuserede og handlekraftige, og villige til at tilføre de nødvendige midler, så vi sammen kan danne et sundt og godt arbejdsmiljø.”
Michael Vestergaard – Forælder og næstformand i fællesbestyrelsen.
På turen rundt fik byrådet et indblik i klasselokaler og fællesarealer, og der var anerkendelse for de mange fine løsninger, men også en erkendelse i forhold til et højt elevantal i klasserummene, hvilket udfordrer eleverne i dagligdagen.
Medlemmerne blev præsenteret for de meget forskellige funktioner og indretningsløsninger fra lokale til lokale, som alle er nødvendige for at kunne imødekomme den kæmpe spændvidde af børnegrupper, som Sct Jacobi Skole skal favne. Faciliteterne og den pædagogiske tilgang, skal både tilgodese børn med indlæringsvanskeligheder, børn med psykiatriske diagnoser, børn med multiple funktionsnedsættelser og børn med psykisk sårbarhed, angst og skoleværing. Sidstnævnte gruppe er en forholdsvis ny børnetype i specialskoleregi, som derfor kræver særlig opmærksomhed og nytænkning, for at kunne opfylde børnenes behov.
I kompetencecenterets lokaler blev byrådet præsenteret for det sted, som skal danne de fysiske rammer for konceptet om en faglig sparring og vidensdeling. I første omgang skal sparringen være intern, i forhold til at kunne vejlede egne kollegaer og til at uddanne skolens nyansatte, i form af en intern kursusrække. På sigt er målet at kunne tilbyde ekstern sparring til andre skoler eller andre relevante samarbejdspartnere, fx at støtte kommunens almene skole i arbejdet omkring inkluderende læringsmiljøer ude på skolerne.
Der blev givet udtryk for stor anerkendelse både i forhold til indsats, resultat og proces, men samtidig også udvist god forståelse i forhold til udfordringer og arbejdsprocesser, som stadig kræver en opmærksomhed i et gensidigt samarbejde.
Læs også: