Der har det seneste døgn været fire færdselsuheld i Varde Kommune.
Mandag klokken 08.46 skete der et solouheld på Grødevej ved Ansager. En 35-årig kvinde kom for langt ud i rabatten og ramte en hæk, hvorved bilen væltede rundt.
Såvel mor som barn slap uden skader og kunne selv kravle ud.
I krydset Frisvadvej/Nordre Boulevard skete der mandag klokken 15 et færdselsuheld.
En 18-årig pige fra Ølgod kom fra Campus og ville svinge til venstre, hvorved hun ramte en bil, ført af en 19-årig mand fra Lunde.
I nat klokken 01.25 skete der et solouheld på Hannevangvej i Billum. En 18-årig mand fra Outrup kom ud i grøften og rullede rundt. Såvel fører som passager blev kørt en tur til skadestuen for et tjek.
Her til morgen klokken 07.37 skete der et færdselsuheld i krydset Vestergade/Grydergade i Varde. En 63-årig mand fra Esbjerg overså en 51-årig cyklist fra Varde, som væltede. Han har muligvis brækket kravebenet.