En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at over halvdelen af danskerne ønsker mere fartkontrol i deres lokalområde.
Opbakning til fartkontrol
Politiet holder den 13. – 15. oktober landsdækkende fartkontrol, og der er god opbakning fra befolkningen. Næsten ni ud af ti danskere mener, at fartkontrol gavner trafiksikkerheden. Det viser en tidligere undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik.
En ny undersøgelse viser, at 48 procent af danskerne ønsker mere fartkontrol i deres lokalområde, og kun 18 procent ønsker ikke øget kontrol. Undersøgelsen er foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik og er gennemført blandt 2.000 danskere.
– Danskerne er bekymrede for, om der sker ulykker i deres lokalområde, fordi bilister kører for stærkt, og derfor er mange glade for at se politiet kontrollere hastigheden. Det er positivt, at der er opbakning til politiets indsats, da det er med til at sikre, at alle kommer sikkert frem, siger Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
For høj fart er en faktor i omkring halvdelen af dødsulykkerne, viser tal fra Vejdirektoratet. Rådet for Sikker Trafik gennemfører derfor også i disse uger kampagnen “Sænk farten – før det er for sent” for at skabe opmærksomhed omkring fart.
Du kører i andres lokalområde
Den nye undersøgelse viser også, at over halvdelen af de adspurgte danskere godt kunne tænke sig, at bilisterne generelt kørte langsommere i deres lokalområde. 55 procent svarer nemlig, at de gerne vil have, at bilisterne sænker farten, der hvor de adspurgte bor. Det er kun ni procent, der svarer, at der ikke er behov for, at bilisterne sænker farten.
– Når så mange gerne vil have farten ned, hvor de selv bor, håber vi, at de vil tænke over deres egen hastighed, når de selv kører bil næste gang. Uanset hvor man kører, er det jo typisk nogens lokalområde, hvor de også gerne vil kunne færdes sikkert, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Politiet oplever netop også, at mange borgere ønsker mere fartkontrol i deres lokalområde for at få flere bilister til at vise hensyn og overholde fartgrænserne.
– Mange danskere kontakter hver eneste dag politiet med ønske om en fartkontrol i deres lokalområde, fordi de er utrygge ved den høje hastighed, som nogle bilister kører med. Vi forsøger i stort omfang at imødekomme borgernes ønsker, da en af vores opgaver blandt andet består i at øge trygheden langs vejene, dog er det ikke alle politikredse, der har indført muligheden for at bestille en fartkontrol, slutter Vicepolitiinspektør, Arne Martinsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.