Nicolaj Andreasen blev indlagt på sygehuset i Holbæk, men heldigvis var der ikke brud på ryg eller nakke
Udekampen mod Tuse IF fik desværre en dramatisk afslutning. Et voldsomt sammenstød mellem Nicolaj Andreasen og Tuses målmand i sidste minut af den ordinære spilletid betød en 25 minutters lang pause, inden kampen kunne blive spillet færdig.
Tuse-målmanden Kasper Gettermann for i kampens slutning ud i feltet for at bokse et indlæg væk, hvor han samtidig med knæene ramte Nicolaj Andreasen, som ikke kom på benene efter sammenstødet. Nicolaj blev i ambulance kørt på sygehuset med stærke smerter i ryg og nakke og påført halskrave. Anfører Kristoffer Sørensen øjnede straks, at der kunne være risiko for en meget alvorlig skade og ilede hen til Nicolaj. Dommeren var imidlertid af en anden mening, og gav af flere omgange Kristoffer besked om at fjerne sig fra holdkammeraten. Det var Kristoffer selvfølgelig uforstående overfor og kom i den forbindelse til at anvende et upassende sprogbrug overfor dommeren, som fluks hev det røde kort frem.
En kendelse som cheftræner Søren Pallesen langt fra var tilfreds med: “For det første ville vi hellere have straffespark. da vores spiller blev skadet. Og for det andet vælger dommeren at smide vores anfører ud, fordi han ville hjælpe. Dommeren havde fokus på at fjerne spillerne, men det var jo ikke en fiberskade, han lå med”.
Undersøgelser efterfølgende under indlæggelsen på sygehuset i Holbæk viste heldigvis, at Nicolaj ikke havde fået brud på ryg eller nakke, som det ellers var frygt for i Varde-lejren umiddelbart efter uheldet.
På dette tidspunkt var stillingen 3-2 til Tuse, hvilket også blev kampens resultat. Ved pausen var stillingen 1-0 til hjemmeholdet, på et mål scoret i sidste minut inden pausen af Christian Nielsen.
Efter en lidt nervøs start fik Varde godt styr på spillet i 1. halvleg, og burde være gået til pausen med en føring, men især Morten Smidt havde ikke fået indstillet sigtekornet rigtigt.
Efter en stor Tuse chance i starten af 2. halvleg lykkedes det Daniel Eugster at udligne efter ca. 10 minutters spil, og da Kristoffer Sørensen bragte Varde i front med ca. 20 minutter igen af kampen så det hele lyst ud. Desværre lykkedes det Tuses Christian Nielsen at score 2 gange indenfor det sidste kvarter, begge gange efter opdækningskiks i Varde forsvaret.
I forbindelse med Nicolajs sammenstød med Tuses keeper appellerede Varde spillerne kraftigt for straffespark, men dommeren skønnede at forseelsen var uforsætlig.
Vardes næste kamp er på lørdag, hvor holdet på Sydbank Stadion møder Taastrup FC.
Matchfacts Tuse IF – Varde IF Elite:
Resultat 3-2 (1-0)
1-0 Christian Nielsen (45.)
1-1 Daniel Eugster (55.)
1-2 Selvmål (70.)
2-2 Christian Nielsen (75.)
3-2 Christian Nielsen (82.)
Dommer: Frederik Lysemose Hoffmann
Varde: Sune Nissen – Daniel Kristiansen, Nicolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Mathias Backs, Mikkel Knudsen, Niclas Holm, Daniel Eugster – Morten Smidt, Steffen Andersen.
Udvisning: Kristoffer Sørensen
Advarsler: Søren Pallesen og Joachim Puggaard