Fødevareminister etablerer ny madspildsklub “Klub 12.3” med Selina Juul som ambassadør

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) opretter Fødevareministeriets nye Klub 12.3 med madspildspioneren Selina Juul som ambassadør. 

I forbindelse med den netop overståede årlige nationale og internationale Madspildsdag kan man konstatere, at kampen mod madspild langt fra er vundet. De nyeste tal fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri viser, at hele Danmarks madspild udgør svimlende 873.014 tons årligt. Heldigvis gør flere store virksomheder allerede en stærk indsats i kampen mod madspild.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har netop etableret Fødevareministeriets nye ”Klub 12.3” og har udnævnt stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad Selina Juul til ambassadør for madspildsklubben.

“Next level” i kampen mod madspild

Klub 12.3 er et initiativ fra Fødevareministeriet, der har til formål at reducere madspild i den danske fødevarebranche og dermed støtte FN’s Verdensmål 12.3 om at halvere madspild inden 2030. Klub 12.3 samler topledere fra 10 centrale danske fødevarevirksomheder – bl.a. Dagrofa, Salling Group, Coop Danmark, ISS og Scandic Hotels – som forpligter sig til at engagere hver 20 samarbejdspartnere i kampen mod madspild gennem initiativet “10x20x30”. Når alle medlemmer af Klub 12.3 har gjort dette, vil 200 danske virksomheder således have trukket i madspilds-arbejdstøjet på én og samme tid.

Klub 12.3 er inspireret af World Resources Institute’s globale koalition Champions 12.3, som Fødevareminister Jacob Jensen og Selina Juul er mangeårige medlemmer af. Med Ministeren og Selina Juul for bordenden og i forbindelse med den nationale og internationale Madspildsdag, afholdte Klub 12.3 sit første møde i FN-Byen og klubbens medlemmer diskuterede både strategien for arbejdet og fik inspirerede oplæg fra både World Resources Institute samt foreningen Stop Spild Af Mad’s protektor Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, der deltog med en videohilsen.

“Jeg takker Fødevareminister Jacob Jensen for tilliden”, siger Selina Juul, som har arbejdet med madspild de sidste 16 år. “Det er mit håb at Fødevareministerens Klub 12.3 bliver en handlingsklub og et “next level” initiativ i kampen mod madspild, for hvad der kan måles, kan også mindskes. De lidt over 128.000 følgere, som dagligt følger mit arbejde i kampen mod madspild ved, at jeg er et meget resultatorienteret væsen – og jeg har høje forventninger til Klub 12.3 og dens medlemmer. Sammen kan vi alle bestige det enorme madspildsbjerg.”

De nyeste undersøgelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Madkulturen viser, at ni ud af ti danskere siger, at det er vigtigt for dem at nedbringe deres madspild – det er en stigning i forhold til i 2022, hvor otte ud af ti svarede det samme.

Sammen mod madspild i 16 år

Kampen mod madspild er fyldt 16 år i år – og resultater fra ikke mindst Stop Spild Af Mad-bevægelsens arbejde kan tydeligt ses hos både detailhandlen, foodservice, store fødevarevirksomheder samt hos de danske husholdninger. Udover fokus på forbrugere, har foreningen Stop Spild Af Mad de seneste mange år også etableret mange tætte erhvervspartnerskaber med nogle af de største aktører i fødevareindustrien, herunder bl.a. REMA 1000 Danmark, Jespers Torvekøkken, Nordic Greens, Geia Food, Orskov Foods, DanRoots, Them Andelsmejeri, Daloon, Danish Crown Foods, Gram Slot, Gasa Nord Grønt, Carletti, Frankly Juice – og flere af disse aktører har allerede reduceret deres madspild betragteligt. Udover fælles oplysningskampagner til forbrugere om bedre udnyttelse af maden, hjælp til interne processer til at minimere madspild og meget mere, sørger foreningen Stop Spild Af Mad’s erhvervspartnerskaber og samarbejder for, at tonsvis af gode men ukurante og frasorterede fødevarer bliver solgt i butikkerne i stedet for at gå til spilde hos landbruget eller fødevareindustrien. Disse stærke samarbejder er blevet en aktiv del af foreningen Stop Spild Af Mad’s vedvarende arbejde i kampen mod madspild.

Stop Spild Af Mad bevægelsen har eksisteret siden juli 2008. Stifter og bestyrelsesformand i Stop Spild Af Mad Selina Juul har udgivet over 250 nationale og internationale kronikker om madspild, udgivet på forlaget Gyldendal to prisvindende bøger om madspild, herunder ”Mad med respekt” med bidrag af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie og en række madildsjæle og kokke, samt bidraget til over 40 nationale og internationale bøger, rapporter, publikationer og kronikker om madspild, bl.a. med et kapitel i Vatikanets bog om madspild. Selina Juul er medlem af Europa-Kommissionens vidensplatform om madspild EU Platform on Food Losses and Food Waste og partner i FN’s globale SAVE FOOD initiativ. Hun er derudover medlem af Statsminister Mette Frederiksens Klimapartnerskab for fødevare- og landbrugssektoren, medlem af Statsminister Mette Frederiksens Klimapartnerskab for handel, bestyrelsesmedlem i Sammenslutningen REFOOD Mærket, medlem i Dansk Standards arbejdsgruppe i udarbejdelsen af internationale standarder (ISO-standarder) for reduktion af madspild, ambassadør for foreningen for Madkundskab samt fhv. bestyrelsesmedlem i regeringens Tænketank om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab ONE\THIRD. Selina Juul har modtaget flere priser og anerkendelser for sit arbejde mod madspild, bl.a. Nordisk Råds Natur- og miljøpris.