Ny kampagne ”Det kan være mig eller dig” skal udfordre stereotype fremstillinger af familier med misbrug inde på livet og sætter fokus på diversiteten blandt pårørende
Pårørende Netværket – Misbrugsportalen, en landsdækkende rådgivningsorganisation, som støtter misbrugsramte familier og pårørende, kører i uge 41 – 42 kampagnen #MigEllerDig. Kampagnefilmen “Det kan være dig eller mig” sigter mod at belyse hvor udbredt misbrug og afhængighed er i vores samfund og udfordre de fordomsfulde opfattelser af, hvordan pårørende, såvel misbrug i familien, fremstilles.
Afhængighed skelner ikke
Misbrug og afhængighed i forskellige former, rammer bredt og på tværs af sociale samfundslag, køn og aldre i hele Danmark. Bag enhver person med et misbrugsproblem, findes oftest flere nære pårørende, der står over for svære udfordringer, der sjældent er synlige for omverdenen.
At være nærtstående til misbrug er smertefuldt, opslidende og omstændighederne omkring misbruget, udfolder sig på mange forskellige måder og ofte gennem mange år. Mange pårørende bærer rundt på deres nærtståendes afhængighed, som en smertefuld og tung hemmelighed, som fremmer isolering fra omverdenen og følelsen af skam. Det er ødelæggende for familierne og noget, som vi i foreningen ønsker at afhjælpe, men det kræver mere. Det kræver, at vi som samfund, får en meget bredere og mere nuanceret opfattelse af misbrug.
Udfordringen med fordomme
Kampagnefilm og medieportrætter har ofte præsenteret en ensidig og mørk fremstilling af misbrugsramte familier, som ikke gør det lettere, at række ud efter hjælp. Det omfatter billeder af tomme flasker, tilgængelige piller på bordet, samt børn, som græder eller kvinder med blå mærker.
Vi anerkender, at dette billede er en realitet i nogle familier, men det er samtidigt vigtigt at huske at det ikke er et nuanceret billede af virkeligheden for alle. Det kan tværtimod, afholde mange pårørende fra at italesætte problemerne i familien tidligere, samt fra, at søge støtte og hjælp.
Der skal være diversitet i dialogen om misbrug og pårørende
Silvia Meyer, grundlægger af Pårørende Netværket – Misbrugsportalen fortæller: ” Hvis pårørende møder et samfundsbillede af deres familie, deres nærtstående eller deres hjem, som de ikke kan genkende eller ønsker at være identificeret med, så går budskabet ind og modarbejder hensigten. Det skaber afstand, fremfor en inkluderende dialog henimod støtte.
Vi ønsker at bidrage til et mere nuanceret billede af, hvem de pårørende er og bruger #migellerdig, som symbol på diversiteten og mangfoldigheden iblandt misbrugsramte familier.”
Kampagnefilmen “Det kan være mig eller dig” tager udfordringen op og kører i de næste to uger på foreningens sociale platforme. I løbet af filmens 60 sekunder møder seerne en ægtefælle, en lille søn, en forælder og et voksent barn – der alle er pårørende.
Over 120.000 familier er i dag berørte af alkoholmisbrug eller stofmisbrug
Gennem kampagnen, søger vi at give forskellige pårørenderelationer. I filmen høres autentiske udtalelser, fra foreningens rådgivning og bringer ligeledes fokus på en underbelyst målgruppe af pårørende til medicinmisbrug. Der er flere budskaber i filmen, men det vigtigste står centralt, og det er, at vi møder misbrugsramte pårørende hver eneste dag, bare uden at vide det.
Hvad vi ønsker at opnå:
Vi ønsker at anerkende alle pårørende, berørt af misbrug og afhængighed i vores samfund og give dem en stemme gennem kampagne og dette gør vi, ved at opfordre alle til at bruge hashtagget #migellerdig
Vi ønsker at udfordre ensidige forestillinger om pårørende og misbrug, samt fremhæve diversiteten og forskelligheden iblandt pårørende i vores samfund, der lider under vilkårene af et misbrug.
Vi ønsker gennem filmen at danne en mere nuanceret fremstilling, samt invitere til en inkluderende dialog om misbrug i familien, ved at vise, at alle kan være pårørende, og herved gør det legitimt og lettere at italesætte og søge støtte.