Folkefest for alle på Cirkuspladsen i Varde

Foto: Michael Kornager, direktør i AAB Varde, projektleder Hanna Esmarch Lund Det Boligsociale Team i Boulevardkvarteret i Varde og Heidi Nielsen, direktør i Varde Bolig Administration

Med fem folkefestivaler i hele landet, slår BL – Danmarks Almene Boliger et slag for engagement, demokratisk deltagelse og fællesskab, der hvor man bor. Nu er turen kommet til Varde, hvor der er rigtig mange lokale indslag til et brag af en festdag.

Folkefest i 5 udvalgte danske byer – nu er turen kommet til Varde

Vi kan gøre en forskel, når vi gør det sammen!
Sådan lyder hovedbudskabet i kampagnen ”Vi samles” fra BL – Danmarks Almene Boliger. Kampagnen sætter fokus på, hvordan engagement i hinanden og lokalområdet styrker hverdagsdemokratiet og fællesskabet, der hvor man bor.
Det kommer ikke mindst til at ske ved en række folkefestivaler, hvor alle er inviteret – også dem der ikke bor alment. Festivalerne finder sted i Roskilde, Svendborg, Aalborg, Silkeborg og Varde i løbet af forår og sommeren.
I Varde løber den gratis folkefest af stablen den 10. juni på Cirkuspladsen foran Varde Rådhus med et spækket og topvarieret program.

– ”Vi har i planlægningsprocessen oplevet en kæmpe opbakning til vores folkefestival fra rigtig mange lokale aktører. Der bliver mange aktiviteter både at se, høre, smage på, opleve og ikke mindst at prøve for alle aldersgrupper den 10. juni”, fortæller Heidi Nielsen, direktør i Varde Bolig Administration.

– ”Vi vil med denne fest gerne være med til at hylde det kæmpe engagement, der er i Varde og sætte fokus på, hvad det gør for fællesskabet og trivslen når vi engagerer os. Ved at sætte dette fokus kan vi forebygge ensomhed, og få folk til at tro på, at det gør en forskel, og man har en stemme ved at deltage i samfundsdebatten – også i forhold til, hvordan du bor.” siger Michael Kornager, direktør i AAB Varde.

– ” Jeg glæder mig utrolig meget til blandt andet at se festival-flagranker flagre på Cirkuspladsen, som er klippet, klistret og syet sammen i kilometervis fra ikke mindre end 18 forskellige aktører – heriblandt børnehaver og plejehjem. Festivalen håber vi kan være med til at samle hele Varde kommune og styrke fællesskabet og engagementet. Det bliver så hyggeligt, håber vi ses.” udtaler projektleder Hanna Esmarch Lund fra Det Bolig Sociale Team i Boulevardkvarteret.

Kæmpe lokal opbakning – hurra for engagement og fællesskab – sig hej til din nabo ved byens længste kagebord

Dagen byder på det hele, masser af musik herunder koncert med bandet Danser med Piger med hittet ”Danser med piger”, lokale Popnitz, Varde Garden og Musikskolens talenthold. Derudover escape room med Nationalmuseet, talks fra scenen, byens længste kagebord, smagsprøve på Varde Sommerspil, banko, loppemarked, lav dine egne perlesmykker, kunstprojekt på campingvogn med Kate Skjerning, dyst mod byrådet, bål, ansigtsmaling, træningsbane – som soldaterne gør det, kig nærmere på kampvogne og meget, meget mere. Listen er lang, se hele programmet https://visamles.dk/varde-folkefestival

Hvorfor folkefestivaller i hele landet?

Hver dag ser vi et stort engagement blandt den 1. million mennesker, der bor i landets almene boliger. Nogle hjælper med lektier i lektiecafeen eller med at sætte naboens lampe op. Nogle sørger for, at affaldet sorteres korrekt eller varetager beboernes interesser i afdelingsbestyrelsen. Andre igen tager en kop kaffe og en snak på trappen.
Alt dét er med til at skabe positive lokale fællesskaber, der giver bedre boligområder, og som er til glæde for den enkelte. Men vi kan gøre endnu mere.
Vi ved, at mistrivsel og ensomhed er stigende i Danmark. En ud af otte føler sig uønsket alene, og har ikke oplevelsen af at være en del af et fællesskab. Flere har mistet troen på, at det nytter noget at tage aktiv del i samfundet. Derfor skal vi samles.
Ifølge BL’s formand og direktør i Al2bolig i Aarhus, Allan Werge, er der flere gode grunde til, at BL – Danmarks Almene Boliger inviterer til en samtale om betydningen af at engagere sig og tage aktivt del i både de store og små fællesskaber.
”Først og fremmest fordi hele beslutningsgrundlaget i den almene sektor er demokratisk. Det er beboerne, der er med til at bestemme de afgørende ting. Og så er der et behov for at engagere folk i den demokratiske samtale. Og minde hinanden om, at man har en stemme.,” siger Allan Werge.
Han peger også på vigtigheden af fællesskabet og det sociale liv, der hvor man bor. Det betyder noget, at man kender naboen og tager aktiv del i boligområdet, forklarer han.
”Det giver større trivsel og er med til at forebygge ensomhed. Det at se hinanden, hilse på hinanden og have interesse for hinanden har fordele på så mange parametre, at det næsten ikke kan overvurderes,” siger Allan Werge.

For yderligere info kontakt projektleder Hanna Esmarch Lund, Det Boligsociale Team, Varde på mb: 2013 5535

Folkefestivalen i Varde finder sted fra kl. 11:00 – 19.00, den 10. juni på Cirkuspladsen ved Varde Rådhus:

– Festivalen er et samarbejde mellem lokale aktører, foreninger, Varde Kommune og Det Boligsociale Team
– Folkefestivalen har til formål at fremme fællesskabet og samtalen, demokratiet for alle i Varde Kommune
– Varde: AAB Varde og Varde Bolig Administration er vært for folkefestivalen påt Cirkuspladsen foran Varde Rådhus, Bytoften 2
– Alle er velkomne, og det er gratis
– Læs mere https://visamles.dk/varde-folkefestival