Folkemødet 2026: Humanoid robot var med til at sætte fokus på madspild

Du skal ikke bruge AI til at tænke for dig – du skal bruge AI til at få dig til at tænke. Efter snart 18 år på banen, holder forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad og dens stifter Selina Juul aldrig op med nytænkning. På Folkemødet 2026 i Allinge inviterede de en ægte humanoid robot, TI-1H, til at sætte fokus på madspild i en dynamisk paneldebat med bl.a. Næstformand for Europa-Parlamentet Christel Schaldemose. 

 

73 % af danskere mener, at AI vil forandre samfundet mere, end vi i dag kan forestille os, viser It’s A Fact’s nyeste undersøgelse af danskernes syn på demokrati og samfund 2026, “Udgangspunkt”, som blev udgivet i forbindelse med Folkemødet 2026. Mange danskere er ikke trygge ved AI, men teknologien er også en mulighed, ikke mindst i kampen mod madspild.

 

Det blev en meget travl fredag på Folkemødet for Stop Spild Af Mad; hele tre dynamiske og velbesøgte paneldebatter satte fokus på emner som madspild, økologi, fremtidens mad og AI (Kunstig Intelligens). Særligt ét syn fangede opmærksomheden, da en humanoid robot, TI-1H, mødte op for at sætte fokus på bl.a. kampen mod madspild. Men bag de teknologiske landvindinger lå der en klar advarsel: AI må aldrig erstatte den menneskelige tankegang.

 

Folkemødet 2026 dannede rammen om tre intense paneldebatter, hvor eksperter, toppolitikere, en tidligere fødevareminister og erhvervsfolk diskuterede madspildets fremtid fra vidt forskellige vinkler.

 

Økologi, nye ISO-standarder og mål, samt politisk enighed

I den første paneldebat, “Fra dårlig samvittighed til gode løsninger”, arrangeret af Stop Spild Af Mad, Miljømærkning Danmark, Folkekirkens Nødhjælp, Økologisk Landsforening, Bureau Veritas og HelloFresh og modereret af Marketing- og Kommunikationschef i Miljømærkning Danmark og fhv. Medlem af Europa-Parlamentet Rina Ronja Kari, var der en bred enighed om, at kampen mod madspild skal fortsætte med uformindsket styrke, også under den nye SSFRM-firkløverregering bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre, på trods af at Fødevareministeriet nu er helt afskaffet.

 

Tidligere fødevareminister Rasmus Prehn og Adm. Direktør i Økologisk Landsforening understregede, hvordan økologi og kampen mod madspild går hånd i hånd – særligt i kantiner og storkøkkener, hvor jagten på Det Økologiske Spisemærke tvinger køkkenerne til at minimere madspild for at få råd til de økologiske råvarer, især set i lyset af stigende fødevarepriser.

 

Dette blev bakket op af Martin Fabiansen, Direktør for Miljømærkning Danmark, som ser samme positive tendens i svanemærkede spisesteder. Siden starten af 2024 er antallet af svanemærkede spisesteder steget med knap 40 %. Det betyder, at der nu findes over 80 kantiner, hospitalskøkkener og lignende, som lever op til Svanemærkets skrappe krav til mad, affald, kemikalier og indkøb, ligesom de arbejder for at begrænse forbruget af vand og energi.

 

Fra erhvervslivet og civilsamfundet deltog Andreas Alexander Støvring, CEO i HelloFresh Nordics, som forklarede, hvordan måltidskassernes portionsopdeling effektivt forebygger madspild samt aktiverer danskernes madmod til at lave nye retter – mens Karina Skovhauge, Head of Retail i Folkekirkens Nødhjælp, meldte om en positiv udvikling, hvor flere leverandører donerer til WeFood-butikkerne. Panelet slog dog fast, at kampen mod madspild skal fokusere på forebyggelse af overproduktion frem for blot symptombehandling.

 

En af debattens helt store nyheder kom fra Lone Hansen, Market Leader Food & Retail hos Bureau Veritas, som kunne afsløre, at en ny, global ISO-standard for mindre madspild lander i september 2026. Standarden, som Selina Juul også har bidraget til at udarbejde, vil blive et afgørende værktøj til at hjælpe lande og virksomheder med at opfylde EU-Kommissionens bindende mål om en halvering af madspild i 2030.

 

Klimaforandringer og fremtidens mad

I den anden paneldebat, “Hvad er på menuen, når temperaturen stiger?”, arrangeret af Det Europæiske Miljøagentur og modereret af Solveig Hvidtfeldt, Partner i Good Company Cph, leverede Eva Jensen, Afdelingschef for klima og cirkulær økonomi, Det Europæiske Miljøagentur, en dyster forudsigelse: Inden for en overskuelig fremtid vil global opvarmning gøre det umuligt at drive traditionelt landbrug i visse dele af Europa – og særligt Sydeuropa står overfor store udfordringer med tørke og hedebølger.

 

Det kalder på nye, bæredygtige fødevarer. Anne Mette Kristiansen, Head of Sustainability Strategy hos Arla og bestyrelsesmedlem i Havhøst, præsenterede initiativer inden for havbrug med fokus på muslinger og østers og regenerativ havdyrkning – mens Mattias Landberg-Krarup, Uddannelsesleder på EUD Business Campus Bornholm havde taget sine elever med. Eleverne kokkererede konkrete, smagfulde eksempler på recirkulering af råvarer og nytænkning, som fx. tangchips, som de serverede for et talrigt publikum.

 

Stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad, Selina Juul, præsenterede et konkret eksempel på intelligent udnyttelse af naturens ressourcer: æblemosten “Årets Ævlerov” fremstillet på æbler fra danskerne private haver, og som fås i alle REMA 1000 Danmark butikker med det velkendte Stop Spild Af Mad-logo på. I år har “Årets Ævlerov” netop 10 års jubilæum – og initiativet, som er et samarbejde med REMA 1000 Danmark, Ørbæk Mosteri ved Orskov Foods og Stop Spild Af Mad har reddet over 45 millioner æbler siden projektets opstart. Projektet støtter også foreningens fortsatte arbejde mod madspild.

 

Menneske versus maskine – da humanoid robot gjorde sin entré

Den tredje og sidste paneldebat, “Menneske vs. maskine – mød TI-1H, en humanoid robot”, arrangeret af Stop Spild Af Mad og It’s A Fact ApS og modereret af Partner i It’s A Fact ApS Jeanne Schultz, handlede om AI (Kunstig Intelligens) i fysisk form.

 

Her medbragte Søren Peter Johansen, faglig leder hos Teknologisk Institut, en humanoid robot, TI-1H. Selvom robotten i sin nuværende første generation mest fungerede som et spektakulært blikfang, dannede den rammen om en vigtig debat om teknologiens rolle.

 

Ronny Saul, Adm. Direktør i Jespers Torvekøkken og Advisory Board medlem i Stop Spild Af Mad, fortalte, hvordan AI allerede bruges med stor succes til menuplanlægning og hjælp til opskrifter – mens Selina Juul fremhævede, hvordan AI kan reducere madspild på flere niveauer: fra landbruget, hvor AI kan identificere ukrudt, til detailhandlen via intelligent prissætning, og i industrien, hvor fx. IKEA i samarbejde med Winnow Solutions allerede har reduceret deres madspild med 54 %. Selv i private husholdninger kan AI hjælpe forbrugerne med at generere opskrifter baseret på resterne i køleskabet.

 

Christel Schaldemose, Næstformand & medlem af S & S&D, Europa-Parlamentet og ambassadør for Stop Spild Af Mad, som har spillet en central rolle i udformningen og forhandlingerne af EU’s AI Act, samt prisvindende forfatter, futurist og medlem af tænketanken The Club of Rome, Lene Rachel Andersen, mindede dog om vigtigheden af databeskyttelse, ejerskab og lovgivning: Når humanoide robotter endeligt går rundt i danskernes private hjem, hvem ejer de data, som blev genereret? Lytter Tesla med, når du kører i den – og hvem ejer de data? Der blev sat fokus på, at både AI systemer og humanoide robotter bør også produceres i Europa, så Europa ikke er afhængig af USA eller Kina, især i den nye verdensorden og den geopolitiske krise med Grønland, hvis kolde klima er meget attraktivt for opførelse af AI-datacentre.

 

Selina Juul, som havde aktivt interesseret sig for AI i over 27 år, havde et centralt budskab og advarsel:

 

“Du skal ikke bruge AI til at tænke for dig – du skal bruge AI til at få dig til at tænke. Hvis vi outsourcer vores hjerner til AI, resignerer vi som mennesker, og så mister vi kontrollen over vores eget liv. Og hvis du ikke har kontrol over dit liv, har andre det. Vi skal insistere på at stimulere vores egen kognitive intelligens, stille intelligente prompts og altid kildekritisk baggrundstjekke de svar, AI giver os. AI er en samarbejdspartner – ikke en erstatning.”

 

Organisationen Stop Spild Af Mad glæder sig allerede til Folkemødet 2027, og regner med flere paneldebatter på programmet fredag den 18. juni 2027.