Nå… så lagde den sig ligesom igen, den med pigernes mavebluser, og en ny debat er opstået – en debat, der også denne gang fik mig i tænkeboksen.
Det viser sig, at der render en ret stor flok universitetsuddannede unge rundt med fine cand. titler, der ikke vil arbejde, med mindre de kan få et job indenfor det, de har uddannet sig til.
Okay. Lad os da lige se på det. Altså de her unge mennesker har taget en uddannelse – på statens regning vel at mærke – for det arbejdende folks skattepenge – for så at takke nej til job efterfølgende og fortsat leve af – det arbejdende folks skattepenge?
Så bliver jeg altså lidt træt.
Jeg kan se på Facebook, at politikere og andet godtfolk står i kø for at fortælle om de job, de har måtte tage i perioder, der intet havde med drømmejob at gøre… Og det er jo sådan det er!
Jeg betaler gerne min skat, også selv om den er lige vel høj, men jeg tænker, at jeg i et vist henseende får noget for pengene. Mine børn har kunne gå i skole, komme til skoletandlæge, til læge osv. uden jeg skulle finde pengepungen frem. Vores veje er pæne, byerne forholdsvis rene, og der er hjælp at hente i et større omfang, end vi nok sådan lige går og tænker over i det daglige…
Jeg kender også til folk, der ikke gider arbejde. Som hellere vil sidde hjemme i sofaen og se tv-serier dagen lang. Én sagde endda til mig, at det var begrænset, hvad hun kunne tjene yderligere ved at stå op og gå på arbejde, “så var det nemmere at sige, man ikke var i stand til at passe et job” – den lader vi lige stå et øjeblik…
Men, når alt kommer til alt, så tror jeg faktisk, de fleste mennesker trods alt er rigtig glade for at gå på arbejde, at være en del af et velfungerende samfund. Og i perioder er vi nok alle sammen rigtig trætte af vores arbejdsplads, og så er det, man skal overveje at søge noget andet arbejde. Eller få det til at fungere, hvor man er. Længere er den jo ikke.
Det, de her unge nyuddannede akademikere må forstå, er vel kort og godt at man må give for at få. Har du nu en bachelor i klassisk filologi, og der ikke lige er brug for dine evner indenfor dette område her og nu, jamen så må du jo finde et andet job, indtil det rette dukker op. Der har langt de fleste af os været. Og det er slet ikke så slemt. Jeg blev som ganske ung sendt i en tøjforretning af datidens jobcenter, til trods for at jeg sagde til jobdamen, at jeg slet ikke havde lyst til at sælge tøj. Men det var egentlig en sjov tid, når jeg ser tilbage – og i den periode, jeg var der, lykkedes det mig jo at finde et job, jeg hellere ville have.
Der er i den grad mangel på arbejdskraft, og så provokerer det altså, at restauranter må have lukkedage, fordi de ikke kan få serveringspersonale, og produktionsvirksomheder er bagud, fordi der ikke er folk at få fat i. Og samtidig kan man læse om de her mennesker, der så er for belærte til at servere en steak for en periode. Øv altså!
For alt i verden – hellere et job end sofaen!