Forældreindflydelse kan noget

Læserbrev Af Kitty Gamkinn, Frifeltvej 12, 6823 Ansager. Pilot og kandidat fra Det konservative Folkeparti til Varde byråd og Region Syddanmark

Varde Kommunes skolevæsen skal, som minimum, op på landsgennemsnittet. For at nå det mål er forældrenes indflydelse afgørende.

Elevplaner bruges til systematisk evaluering og opfølgning af den enkelte elevs udbytte af undervisningen. Den skal indeholde elevens fremtidige læringsmål, status på målene samt den opfølgning læreren, eleven og eventuelt hjemmet skal foretage. Og den skal være digital tilgængelig. Det står i loven.

Jeg ønsker mig at politikerne tør spørge forældrene, om dette er en praksis, de har oplevet hidtil.

I mine ører lyder individuelle mål, definition af indsats og løbende opfølgning som noget, der kan fremme både trivsel og faglighed, og det er netop hvad kommunens skoler kalder på i kvalitetsrapporten.

Men det er kun skolelederne, der er blevet spurgt, om de kunne tænke sig at slippe for elevplaner, nu hvor det er en mulighed på grund af COVID-19. Og selvfølgelig kunne de det.

Jeg ved godt at elevplaner er endnu en opgave, som skolelederne skal lykkes med i et stramt budget. Og ”elevplan” er næsten blevet et bandeord på lærerværelset. Men jeg havde sådan håbet, at man denne gang ville spørge skolebestyrelserne. Her er medarbejderne repræsenteret, men forældrene har flertallet. Og det kan altså noget, hvis man tør spørge forældrene.