Foredrag: Hvordan søger man i Rigsarkivet?

DAISY er Rigsarkivets søgemaskine, som giver adgang ikke bare til Rigsarkivets samling, mens også landsarkivernes mange materialer. Det kan være en kunst at bruge søgemaskinerne rigtigt, for gennem tiden kan emneord være skiftet. Det, vi i dag kender som børnebidrag, hed engang alimentation.

Ulrich Alster Klug gæster Varde Bibliotek og giver et overblik over DAISYs opbygning og viser, hvordan systemet kan hjælpe dig til at finde lige præcis de oplysninger, du leder efter.

DAISY giver ikke kun overblik, men kan også sikre, at ens besøg til Rigsarkivet eller Landsarkiverne bliver effektivt udnyttet. Man kan nemlig bestille materialerne til læsesalen, så man kan gå direkte i gang med at dykke ind i de mange journaler, sagsmapper og arkivalier.

Desuden præsenterer Ulrich Alster Klug også andre digitale hjælpemidler, f.eks. DigDag, det interaktive historisk-administrative danmarkskort.

Foredraget er et samarbejde mellem Varde Bibliotek, Danske Slægtsforskere og Folkeuniversitetet.

 

Fakta:

Foredraget foregår i Salonen på Varde Bibliotek

Tirsdag d. 1. marts kl. 19-21.00

Billetpris 50 kr. Der er fri entré for medlemmer af Danske Slægtsforskere.