Foredrag: Krig i Ukraine – hvad nu?

Den 24. februar 2022 påbegyndte Rusland invasionskrigen mod nabolandet Ukraine. Siden da er der dagligt kommet opdateringer på konflikten, forfærdelige billeder af civile tab er dukket op og helt lokalt har vi i Varde Kommune taget imod mere end 450 ukrainere, der er flygtet fra det krigshærgede Ukraine.

Ifølge den russiske præsident Putin er Ukraine et korrupt land, der ledes af nazister, som udplyndrer befolkningen og står bag et folkemord på etniske russere i Donbass. Men hvilket syn på Ukraine bunder denne fortælling i?

Bliv klogere på Ukraines politiske og økonomiske udvikling og få svar på det presserende spørgsmål: Står de baltiske lande eller Moldova for skud næste gang? Og er de økonomiske sanktioner overfor Rusland tilstrækkelige til at fremtvinge en løsning på konflikten?

Lektor Lars Johannsen fra Aarhus Universitet gæster Varde Bibliotek til et spændende foredrag om den højaktuelle invasionskrig i Ukraine. Krigen udvikler sig hele tiden, og du vil få de nyeste perspektiver med og få et grundigt indblik i det historiske forhold mellem Rusland og Ukraine, når Lars Johannsen udfolder konfliktens mange facetter.

Foredraget foregår på Varde Bibliotek den 27. april kl. 19-21.00. Der er fri entré, men forhåndsbestilling af billetter er nødvendig. Billetter via bibliotekets hjemmeside: www.vardebib.dk/arrangementer