Gårdmandsdatter fra Filskov i hovedrolle som forførende spansk sigøjnerkvinde
Astrid Højgaard Lundgreen er 31 år, uddannet skuespiller fra Det Danske Musicalakademi i 2008, bosat i København med sin mand Rasmus Lundgreen, der også er skuespiller, samt med deres 14 mdr. gamle søn. Astrid spiller en af hovedrollerne i Varde Sommerspil – Zorro the Musical, som den forførende og sprudlende spanske sigøjnerkvinde Inéz, der er forelsket i Zorros virkelige alter ego Diego. Astrid er som skabt til rollen med sine vuggende hofter, ranke uknækkelige kropsførelse og med et forførende blik. Astrid er i topform, som den erfarne danser hun også er, til den fysisk krævende rolle. Det er faktisk umuligt at se på Astrids figur, at hun blev mor for kun 14 måneder siden. Astrid er en dygtig danser, og har også danset på Broadway i New York. I stykket synger Astrid et af de store hits ’Bamboleo’, som Gipsy Kings har skrevet til musicallen Zorro, der for øvrigt har Danmarkspremiere i Varde.
Et gøglerliv
Det lå ikke i kortene at Astrid skulle leve af skuespilleriet, et erhverv familien tidligere har opfattet som lidt af et gøglerliv. Indtil Astrid var ni år gammel, boede familien på en gård i Filskov, og flyttede siden til en gård mellem Billund og Give. Det var forventet, at hun blev sygeplejerske eller lignende, men ved et tilfælde fik Astrid i gymnasiet, hvor hun gik på Rødkilde i Vejle, på afbud en rolle i en musical i Kolding. Derfra gik det hurtigt med karrieren.
Gammelt venskab
Astrid er utrolig glad for at spille teater i Varde, selvom der er mange timers transport fra bopælen i København.
– Men, det er super fedt at være med og mærke den entusiasme og energi, der er i ensemblet til Zorro. Også dejligt, at Tomas Ambt Kofod spiller Zorro, for vi kender hinanden rigtig godt i forvejen, og har blandt andet tidligere spillet ’Jekyll & Hyde’ og ’Love never dies’, blandt andet på Det Ny Teater. Så det er et gammelt venskab, hvilket gør at vi lynhurtigt interagerer i vores roller. Vi har faktisk fået lidt forærende på den konto allerede i samspil. Jeg føler virkelig, at man får glæde, overskud og energi ved at spille sammen med dygtige amatører i Varde Sommerspil. Bare den positivitet der er på holdet, det er helt ubeskriveligt. Folk brænder virkelig for at det bliver en hammer god forestilling ud i alle led af teaterforeningen 7-kanten, slutter Astrid.