Nogle gange skal der åbenbart mere end ét forsøg til, før man finder sin rette hylde.
Det gælder i hvert fald for Lasse Uno Hollen.
I dag er han omgivet af garn, strikkepinde, opskrifter og strikkeglade kunder, når han sammen med sin mand, Jimmy Uno Hollen, driver La Uno Design fra den hyggelige butik på hjemmeadressen på Blüchers Allé 4 i Nordenskov.
Mange vil sikkert huske La Uno Design fra dengang, butikken lå i Kræmmerpassagen i Varde og senere i Torvegade. Nu er butikken rykket til hjemmet i Nordenskov – og det er Lasse rigtig glad for.
– Jeg elsker at bo her i Nordenskov, hvor jeg er vokset op, fortæller han.
Og måske er det meget passende, at det netop er her, Lasse i dag kan kombinere hjem, hobby og arbejde.
Strikkepindene blev lagt på hylden
Strikningen begyndte faktisk allerede i barndommen. Da Lasse skulle starte i 3. klasse, bad han sin mor om at lære ham at strikke.
Det gik… sådan nogenlunde.
– Strikkepindene knækkede, og så blev det ellers lagt på hylden, fortæller han med et smil.
Der skulle gå en del år, før strikkepindene igen blev fundet frem. I 2005 besluttede Lasse sig for, at nu skulle han lære det.
Og denne gang gik det bedre. Faktisk så godt, at han blev fuldstændig bidt af det.
– At strikke er én ting, men den afslapning og ro, man mærker, når man sidder og sysler med det, er fantastisk, fortæller Lasse.
Og det er netop den følelse, han gerne vil give videre til andre.
Her må man godt komme, selv om man ikke kan strikke
I flere år har Lasse samlet strikkeglade mennesker til Kreativ Café – strik og hygge.
Her er der plads til alle – både dem, der har strikket i 40 år og nærmest kan gøre det i søvne, og dem, der stadig kæmper lidt med at få styr på ret og vrang.
For det handler mindst lige så meget om hyggen som om selve strikketøjet. Og måske er det netop derfor, strikning igen er blevet så populært. Det er noget, man kan fordybe sig i. Noget, der ikke behøver at gå stærkt. Og noget, der kan kombineres med en god snak, en kop kaffe og måske lidt sødt til tanden.
Fra Nordenskov til Fanø
Lasse og Jimmy tager også deres garn og strikkeglæde med ud af huset og deltager ved forskellige events.
Blandt andet var de med på Fanø Strikkefestival – og her blev der bestemt ikke tid til at sidde og strikke selv.
– Det var virkelig et vellykket arrangement. Hvor havde vi travlt, fortæller Lasse.
Og erfaringen fra de mange events har samtidig givet endnu flere strikkeglade mennesker mulighed for at møde La Uno Design. Men nu vil Lasse gerne have endnu flere til at finde vej til butikken i Nordenskov. For selv om den ligger på hjemmeadressen, er den bestemt åben for gæster.
Her kan man få hjælp til alt fra opskrifter og rådgivning til selvfølgelig at finde det helt rigtige garn. Og hvis man er lidt rusten i strikkekunsten, er der også hjælp at hente.
Og så er der strikkekopperne…
La Uno Design er efterhånden også blevet kendt for deres helt særlige strikkekopper.
– Vi sælger de her kopper, som vi efterhånden er blevet kendt for. Strikkekopper i to modeller – til højre- og venstrehånd, fortæller Lasse.
For det perfekte strikke-setup kræver naturligvis også den rigtige kop.
Og Lasse glæder sig til den tid på året, vi nu går ind i.
De mørkere aftener, hvor tempoet falder lidt, stearinlysene kommer frem, kaffekruset står inden for rækkevidde, og selvfølgelig snollerskålen udbryder Lasse, samt strikketøjet ligger klar. For måske er det i virkeligheden noget af det, strikning kan. At få os til lige at sætte farten lidt ned. Og nyde, at vi ikke nødvendigvis skal nå noget.
Bortset fra måske lige den næste pind.
Se mere på www.launodesign.dk


