Den sidste weekend i august bliver Hvidbjerg Strand, en af Danmarks mest populære feriedestinationer, omdannet til et virvar af våddragter og mountainbikes. Det sker, når den verdensomspændende off-road triatlon-serie XTERRA indtager Vestkysten med et stævne, der bliver intet mindre end Europas største – nogensinde – af sin art.
Mens traditionelle triatlonstævner i Danmark, efter flere år med markant vækst, nu må konstatere stagnerende eller faldende tilslutning, så ser det helt anderledes ud for off-road triatlon. Danske motionister med hang til mudder og snørklede stier søger i stort antal mod denne anderledes form for triatlon, hvor især den amerikansk ejede XTERRA-serie er i gang med at slå sit navn fast i. Og det altså i en sådan grad, at det største XTERRA-stævne nogensinde på europæisk grund bliver afviklet et sted i Danmark, der ikke normalt tiltrækker store internationale sportsbegivenheder.
XTERRA France har hidtil siddet solidt på tronen som Europas største stævne, men det var altså før Hvidbjerg Strand i Varde Kommune blev en del af XTERRA-kalenderen. Hos værterne giver den store interesse fin mening:
– Konkurrenceformen med svømning, mountainbike og trailløb er næsten skabt til at blive afholdt i vores unikke natur med de tunge, hvide sandklitter ud mod det brusende Vesterhav. Derudover har vi en lang række udfordrende mountainbikeruter, hvoraf nogle af dem regnes blandt de absolut bedste i landet, fortæller borgmester i Varde Kommune Erik Buhl.
XTERRA er netop kendetegnet ved, at det i modsætning til almindelig triatlon foregår i terrænet, hvor den almindelige racercykel er udskiftet med mountainbike. Og den direkte kontakt med naturen kan være en af hemmelighederne bag den imponerende interesse, der er omkring stævnet.
Totalt udsolgt i februar
Arrangørerne bag XTERRA i Norden fortæller, at man allerede i februar kunne melde totalt udsolgt på hoveddistancen XTERRA Vestkysten Classic, som er 750 m svømning, 30 km mountainbike og 10 km trailløb. Her deltager 1400 forventningsfulde kvinder og mænd. Også weekendens øvrige konkurrencer har dog mærket stor efterspørgsel og bidrager til den europæiske deltagerrekord:
– XTERRA Trail Run mod Kræft og XTERRA Vestkysten Sprint-distance, der afholdes om lørdagen betyder, at vi med næsten 2000 deltagere i alt overgår det legendariske XTERRA France i deltagerantal. Det er vildt imponerende, at XTERRA Vestkysten bliver det største off-road triatlon-stævne nogensinde i Europa, fortæller Andreas Juul Jeppesen fra XTERRA Nordic og tilføjer: – Det havde vi godt nok ikke forventet på forhånd, men det viser bare tydeligt, at Varde Kommune og Vestkysten er ægte XTERRA-land, og at de lokale kræfter har forstået, hvad deres borgere har smag for.
Om XTERRA
Virksomheden bag XTERRA på verdensplan hedder TEAM Unlimited LLC og blev dannet i 1988 på Hawaii. Fra et enkelt stævne afholdt på det mest afsides beliggende ørige i verden, har XTERRA udviklet sig til en udholdenheds sports livsstil, der appellerer til atleter i hele verden. Gennem de sidste 20 år har XTERRA udviklet sig fra ’bare at være et stævne’ til en livsstil for tusindvis af eventyrlystne atleter såvel som et spirende brand inden for outdoor industrien. I 2016 vil der være mere end 200 off-road triatlon- og trailstævner i mere en 40 lande i verden.
XTERRA kom i sin nuværende form til Danmark i 2014, hvor der blev afholdt to stævner i Tisvilde og Aarhus. XTERRA blev især danmarkskendt, da programmet Rigtige Mænd på DR1 i januar 2015, hvor fem håndværkere trænede op til netop XTERRA. Siden da er der kommet flere stævner til – bl.a. XTERRA Vestkysten d. 27.-28. august, der altså målt ud fra deltagerantallet bliver Europas største.
Det er stadigvæk muligt at deltage til XTERRA Vestkysten på lørdagens forskellige distancer, hvor der både er konkurrence for børn, sprintdistance og trailløb. Derudover er der fri adgang som tilskuer hele weekenden, hvor der vil løbende vil foregå både tilskuer- og børnevenlige aktiviteter på stævnepladsen.
Læs mere på www.xterranordic.com/vestkysten