Fremtidens sydvestjyske vejr stiller krav til klimasikring

Før århundredet er ovre, vil klimaforandringerne betyde mere regn, flere oversvømmelser og voldsommere vejr for sydvestjyderne, som kan risikere op til 20 procent flere døgn med over 20 mm nedbør. Heldigvis kan mange klimaskader på huset undgås, lyder det fra forsikringsselskab.

Klimaforandringerne betyder voldsommere vejr i fremtiden. Det medlemsejede GF Forsikring kommer med gode råd til, hvordan man bedst klimasikrer sit hus. (Foto: Sonny Munk Carlsen)

Det er ikke opløftende at læse om fremtidens vejrudsigter.
På tværs af forskellige fremskrivningsscenarier spås der om voldsommere vejr med storme og blæst, mere regn og oversvømmelser til følge.
– Man skal tage prognoserne alvorligt og gøre sig overvejelser om hvilke tiltag, ens hus og have kan have gavn af. Der er stadig tid at løbe på, men derfor bør den stadig bruges fornuftigt på grundige overvejelser. Nogle tiltag er mere omfangsrige og omkostningstunge, mens andre kan klares med håndkraft og på kort sigt, og den bedste løsning er måske en blanding, siger Kim Nielsen, afdelingschef i GF Sydvest.
At også Sydvestjylland går en vådere fremtid i møde understreges af data fra Danmarks Meteorologiske Institut.
Afhængigt af udledningsscenarie kan sydvestjyderne for eksempel rammes af op til 20 procent flere døgn med mere end 20 mm nedbør før århundredet er ovre. Det viser data fra DMI Klimaatlas for Vadehavet Vandopland.

Klimaulykker kan undgås
Fra i år er det muligt at få fradrag for håndværkerudgifter til klimasikring. Samtidig udvides Boligjobordningen til at omfatte mere klimasikring og grønne løsninger. I praksis betyder det, at tiltag som omfangsdræn og højvandslukke kan give fradrag i årsopgørelsen.
Det er netop nogle af de tiltag, som kan være med til at mindske risikoen for klimaulykker, lyder det fra Kim Nielsen.
– I den mere lavpraktiske kategori finder vi tiltag som at holde tagrenderne rene, anskaffe en regnvandsbeholder eller så græs, som nedbør kan synke ned i. Hvis man har tid og overskud, kan det også være en idé at gribe fat om skovlen og udgrave et regnbed. Alle tiltag har en effekt, og det er vigtigt ikke at afskrive dem, fordi det hele virker uoverskueligt. Har man det på den måde, kan en konsultation med en rådgiver være en god idé, siger han.
I det medlemsejede GF Forsikring gælder det solidariske princip om overskudsdeling, som betyder, at alle GF-medlemmer får del i et evt. overskud, når regnskabet gøres op sidst på året – uanset om man i årets løb har haft en skade eller ej. Det vil sige: Jo færre skader og omkostninger i årets løb, jo mere overskud er der til alle. Så når GF Forsikring løbende giver medlemmerne gode råd om, hvordan de bedst forebygger skader, er det hjælp til selvhjælp – både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk for den enkelte.