Frivillige arrangerer sommerhøjskole for alle i Varde

Der skal males, synges og danses, når Højskolen uden Grænser for anden gang arrangerer en højskoleweekend, hvor hele familien kan være med.

Denne gang foregår det i sommerferien. Mere præcis er det fra fredag den 7. juli klokken 15 til søndag den 9. juli klokken 14.40.

Højskolen er ikke kun en mulighed for at lave kunst med Kate Skjerning, strikke med Lasse Uno Hollen (kendt fra Den Store Strikkedyst), tage på fisketur med andre og hygge sig ved bålet om aftenen. Det er også en mulighed for at mødes på tværs af kulturer. Højskolen uden Grænser tilstræber nemlig at cirka halvdelen af deltagerne er nydanskere og den anden halvdel er gammeldanskere.

Højskolen er for alle – uanset om du er ung eller gammel, om du kommer selv eller med børn eller børnebørn.

Prisen er kun 100 kroner per person for hele weekenden, og tilmelding foregår på højskolenudengrænser.dk/tilmelding

Højskolen bliver arrangeret af en frivillig forening. For at holde prisen nede er den afhængig af støtte fra blandt andet fonde.