Der er sket noget mærkeligt med gaver.
De er blevet farlige.
Ikke sådan fysisk-farlige – men økonomisk farlige.
For det, der engang var en buket blomster, en bog eller en god flaske vin, er i dag blevet til et mindre banklån forklædt som god stil.
Tag bare polterabend.
Det, der engang var en hyggelig dag med fjollerier og fællesskab, er nu for mange blevet en weekend i udlandet, hotel, spa, aktiviteter, middag, shots og morgenmad.
Pris pr. deltager: langt over 1.000 kroner.
Nogle gange meget langt over det.
Og jeg tænker:
Hvis nogen brugte så mange penge på mig, ville jeg ikke blive rørt.
Jeg ville blive forlegen.
For jeg vil jo hellere have, at folk kommer.
Ikke at de betaler.
Min datter og min svigersøn er allerede bekymrede. De vil gerne giftes – men de er ærligt talt mere nervøse for polterabend-budgetterne end for selve brylluppet.
“Vi vil ikke være det bekendt,” siger de.
Og jeg forstår dem.
For nogen kommer altid i klemme. Den studerende. Den enlige mor. Ham der lige er blevet fyret. Dem, der gerne vil være med – men ikke har råd til at være med.
Og så står de der med MobilePay i hånden og en klump i maven.
Hvornår blev det sådan, at man skulle betale sig til fællesskab?
Jeg savner tiden, hvor gaven var tanken. Hvor festen var menneskerne. Hvor det mest værdifulde, du kunne give, var din tid – ikke dit dankort.
Måske skulle vi gøre det moderne igen at sige:
“Kom, som du er.”
Ikke: “Kom, hvis du har 1.495 kroner.”
Så her er mit beskedne opråb til gavekulturen anno nu:
Skru ned.
Træk vejret.
Og husk, at ingen bliver lykkeligere af, at deres venner går hjem med minus på kontoen.
Og hvis nogen absolut vil give noget, så foreslår jeg:
En krammer.
En sang.
Eller en kage.
Det er til at betale – og svært at slå.