Genbrugspladsen i Varde fylder 30 år

Den 2. november 2022 har genbrugspladsen på Nordre Boulevard 30-årsjubilæum. Det markerer  Varde Biblioteks lokalhistoriske podcast, hvor du kan høre Vardes affaldshistorie fra 1850 og frem til i dag. En historie, der byder på et udviklingsskeptisk byråd, utætte lokumsspande og urent drikkevand.

Engang var Varde en stinkende by. Hver baggård havde en mødding og både heste, grise, køer og får boede inden for bygrænsen. Skraldet blev smidt på gaderne, og spildevandet løb i de åbne kloaker. Heldigvis er der sket meget på affaldsområdet siden, men rejsen dertil krævede en stor indsats. I det nye afsnit af den lokalhistoriske podcast ”Hvornår var det?” fortæller både Varde Lokalhistoriske Forening og Din Forsyning om affaldshåndteringens udvikling i Varde.

Borgerne var kritiske overfor at implementere nye affaldsvaner og bruge penge på håndteringen af spildevand, men den mangelfulde håndtering af både spildevand og affald afspejlede sig i datidens dødsårsager og efter koleraudbruddet i København i 1853 besluttede Rigsdagen, at der skulle implementeres forskellige tiltag for at forhindre et lignende udbrud.

Alligevel var det først lige omkring år 1900, at man påbegyndte kloakeringen af Varde. Og i 1910 fik Varde en losseplads på Sønderbro. Vi har gennem tiden haft lossepladser flere forskellige steder i Varde, bl.a. på Lerpøtvej og i det gamle Varde Sommerland, før man i 1992 åbnede den moderne genbrugsplads på Nordre Boulevard, hvor vi også har genbrugsplads i dag.

Du kan høre om Vardes affaldshistorie i din fortrukne podcastapp fra den 1. november eller læse mere om podcasten på Varde Biblioteks hjemmeside, www.vardebib.dk.

 

Foto: Hestetrukket renovationsvogn i Varde foran Varde Textil Lager i Storegade, ca. 1960.

Fotograf: Ukendt – Varde Lokalhistoriske Arkiv