I snart 7 måneder har 30 elever fra 10. klasse på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole (VGE) arbejdet med projektledelse.
Eleverne har arbejdet med kreative, innovative og entreprenante processer – med at få ideer, udvælge de bedste og føre dem ud i livet. Eleverne har arbejdet med flere forskellige projekter.
For nylig samlede eleverne ind til Danmarksindsamlingen, hvor de bl.a. opfandt projektet Pay for Punishment, som skulle skaffe sms-donationer til gengæld for en lang række events. Projektet kom både i P4 Syd og i DRs program Aftenshowet.
I dagene fra d. 27. marts til d. 29. marts går skolen så all in, og derfor skal alle elever på VGE arbejde med opdrag, givet af virksomheder, foreninger, institutioner og personer, der kan se fidusen i at lade unge løse deres problemstillinger.
I år har projektledelsesdagene en ekstra dimension. Vi har nemlig søgt undervisningsministeriet om midler til at inddrage vores venskabsskole i Strausberg (Tyskland) i projektet.
– Vi har fået pengene, og vi har lovet at arbejde med FN Verdensmålene, fordi de netop ikke kan løses af en nation alene, det må vi være flere om. Så nu har vi brug for din hjælp, fortæller viceforstander, Lise Hadrup.
– Derfor henvender vi os til dig Har du, din arbejdsplads, en forening, du er med i, eller nogen du kender en problemstilling af kulturel-, social-, miljø- eller samfundsmæssig karakter, som trænger til at blive løst, så giv os et opdrag. Som ovenfor beskrevet ville det være fantastisk, hvis din problemstilling kunne indholdes i arbejde med bæredygtighed indenfor FN Verdensmålene. Det kunne dreje sig om udvikling af et produkt, en event, et koncept, eller løsning af en social eller kulturel problemstilling. Verdensmålene kan du se ovenfor, og de handler alle om bæredygtig udvikling, tilføjer hun.
– Det eneste det kræver af dig er, at du har et problem, lidt tid til at spare med vores elever undervejs, samt tid til at modtage elevernes færdige projekt onsdag d. 29/3 kl. 13.00-14.00. Du er selvfølgelig ikke forpligtet på at bruge projektet efterfølgende, slutter Lise Hadrup
Kontakt projektledelseslærer Lise Hadrup lh@vge.dk eller på mobil 20280118 for at høre mere. Frist for tilmelding 27/2 2017