GLÆD DIG: Vi får en kanon varm sommer

Du kan godt glæde dig til sommeren.

Ifølge DMI’s egen hjemmeside ser det ud til at vi får nogle tørre sommermåneder med temperaturer over gennemsnittet:

3-månedersprognose

Udsigt udsendt den 8. april af DMI gældende for maj, juni og juli 2016.

Tendensen til lidt varmere vejr end normalt ser ud at fortsætte i perioden maj til juli 2016. Vi havner nok samlet en halv – eller måske en hel – grad over normalen for de tre måneder. Vi kan se frem til at få normal eller lidt under den normale mængde nedbør, hvor særligt juni og juli ser ud at byde på lidt tørrere vejr end normalt.

Maj starter sandsynligvis med ret tørt og solrigt vejr. Efterhånden ser det dog ud at blive mere ustabilt, og en del svage fronter med regn passerer Danmark fra overvejende sydvestlige retninger. Der vil også forekomme byger, som stedvist bliver kraftige. Det bliver ret mildt med op til en grad over det normale for årstiden. Du kan se, hvad der er normalt, i figuren nederst på siden.

I juni bygger et højtryk sandsynligvis op vest for landet – over De Britiske Øer og Nordvesteuropa – mens lavtryk dominerer over Østeuropa. Det medfører i så fald en dominerende nordvestlig eller nordlig luftstrøm over landet og større mulighed for tørre og solrige perioder. Dog er sandsynligheden for højsommervarme begrænset. I perioder vil lavtryk nok bevæge sig ned over Skandinavien fra nordvest og blive liggende nogle dage, hvilket giver køligere vejr og mulighed for kraftige byger. Gennemsnitstemperaturen for måneden ser ud at blive normal eller lidt over den normale – op til en grad over. Samlet set ser måneden ud at blive lidt tørre end normalt, men enkelte dage med kraftige byger kan lokalt give forhøjede mængder.

I juli er tendensen stadig noget tørrere og lidt varmere vejr end normalt – måske op til en grad over normalen. Det ser ud til, at højtryk fortsat vil dominere vest for Danmark, mens et lavtryksområde hovedsagligt befinder sig over Baltikum og Rusland. Det giver en højere sandsynlighed for tørt og solrigt vejr, med ret gode sommertemperaturer, selv om der måske ikke kommer så mange højsommerdage. Perioder med mindre lavtryk og regn- og tordenbyger vil dog forekomme med lokalt store regnmængder.
KILDE: DMI