Bolius.dk giver gode råd før skybrud:
Skybrud kan ødelægge både bygningsdele og indbo. Men der er flere ting, du kan gøre for at forhindre eller begrænse skader. Læs 8 råd til, hvordan du kan forhindre vandet i lave skader i din bolig.
- Luk vinduer og døre. Ved skybrud kan vandet komme ind af både tagvinduer, vinduer i facaden og især vinduer og døre i kælderen. Luk derfor alle vinduer og døre, når der er varsel om skybrud. Hvis der tidligere er kommet vand gennem de lukkede vinduer og døre i kælderen, kan du skrue krydsfinerplader fast på ydersiden af åbningerne. Pladerne skal være så store, at de også dækker fugerne om vinduerne og dørene.
- Luk ventilationshuller i ydervæggene. Er der huller i ydervæggen, som er placeret tæt på terræn, bør du lukke dem. Du kan skrue krydsfinerplader over åbningerne.
- Tjek afløb og tagrender. Undersøg om tagrenderne er fri for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit. Gå tagbrøndene igennem og rens dem, hvis de er fyldt med blade og snavs.
- Fjern indbo fra kældergulvet. Flyt de ting fra kælderen, som er mindst modstandsdygtig for vand, op i stueniveau, og placér andet indbo i kælderen et godt stykke over gulvet. Beskidt kloakvand kan trænge ind i kælderen, så tingene skal helst stå på stålreoler, som kan vaskes ned og desinficeres.
- Tjek terrænet ved dit hus. Falder terrænet ind mod huset kan du grave mindre kanaler i terrænet. Vandet kan derved ledes væk fra soklen og længere ud i terrænet. Kanalerne behøver ikke være brede, men de skal have fald væk fra huset, så vandet ledes væk.
- Hav sandsække parat. Du kan stoppe meget vand i at trænge ind i boligen ved at lægge sandsække på de utætte steder. Hvis vandet er på vej ind i gennem utætheder eller vinduer og døre, kan du lægge sandsække ud, som vil dæmme op for vandet. Sandsække kan købes forskellige steder – prøv fx militære overskudslagre, kommunen og firmaer på nettet (søg efter “sandsække oversvømmelse salg” på Google).
- Begræns opstigende kloakvand. Har du ikke fået monteret højvandslukke, kan du stadig begrænse opstigende kloakvand. Læg et stort stykke plast ovenpå gulvafløbet og læg sandsække ovenpå. Læg en krydfinérplade ovenpå sandsækkene og få den til at holde fast ved at fastklemme en lægte fra pladen til loftet. Hvis der er risiko for, at vandet stiger op af toilettet, kan du fylde en plastpose med stof eller lignende. Stop posen ned i toilettet og læg sandsække og en krydsfinérplade ovenpå. Sæt en lægte i spænd mellem krydsfinérplade og loftet, så plade og sandsække holder det store vandpres nede.
- Hav en automatisk pumpe i huset. Hvis du før har haft vand i kælderen, bør du have en kraftig pumpe i huset til at fjerne indtrængende vand. Du skal kun benytte pumpen, hvis det er regnvand, der trænger ind i dit hus. Hvis det er kloakvand, kan du ikke bare pumpe det ud i haven.- det skal samles i spande, indtil det er muligt at hælde det i kloakken igen.