GoVarde.dk: 1. år fejres med lancering af papirudgave

Trekløveret bag GoVarde.dk, også kendt som HUK Media udtaler følgende:

Det er kun et år siden, vi startede online-mediet GoVarde.dk, og det er, i al beskedenhed med kun ét år på bagen, en glædelig succes. Vi har haft fokus på den konstante udvikling, og her kan blandt andet nævnes den, for lokalområdet, nye måde at formidle budskabet på, nemlig ved hjælp af levende billeder, videointerview osv.

Vi har endvidere udvidet firmaet, så vi også fungerer som marketing- og reklamevirksomhed, hvor vi tilbyder hjælp til hjemmesider, Facebook, tekstforfatning og overordnet sparring i, hvordan du og dit firma bliver set og hørt.

Inden længe vil man ikke blot finde GoVarde på sin PC og mobiltelefon.

De tre ejere, Kim Schou, Henrik Kloster Nielsen og Ulla Højgaard er blevet enige om at udbygge det eksisterende koncept med en trykt udgave. Det vil med andre ord sige en form for avis / magasin, man kan købe hver søndag morgen og nyde til morgenkaffen:

Med i den trykte udgave følger et USB-stik, hvor alle tophistorier fra ugens løb ligger i en udvidet udgave. Her vil også fremgå særlige tilbud til et bredt udvalg af områdets butikker. Med hvert tilbud følger en kode, du oplyser ved køb af det pågældende tilbud.

Magasinet bliver endvidere trykt i en helt ny form, der aldrig er set før, nemlig på 3D print, så historierne dermed nærmest vælter ud over dine søndagsmorgenbasser.

Der er med andre ord tale om en virkelig revolutionerende ny måde at kommunikere sine budskaber ud på, hvilket glæder os alle tre tre iværksættere, og vi glæder os over igen at kunne tilbyde Varde Kommunes borgere dugfriske nyheder og nærværende historier på en – igen – anderledes og finurlig måde.

Magasinerne vil være at finde i udvalgte kiosker og supermarkeder hver søndag fra 1. april 2037, og koster den nette sum af 2500,-.

Allermest glæder vi os over, at denne dejlige forårsdag i dag, d. 1. april, kan give os legal tilladelse til at lave en hujende skør aprilsnar – rigtig god weekend derude.