”Vi er kommet for at blive,” lyder det fra de tre iværksættere
Det er nu et år siden – helt nøjagtigt d. 1. april, at Varde kommune blev præsenteret for en helt ny måde at modtage nyheder på.
Henrik Kloster Nielsen, Kim Schou og Ulla Højgaard havde slået pjalterne sammen og samlede deres kompetencer fra henholdsvis Jysk Fynske Medier, Skala.Fm, Politikens Lokalaviser og Varde Handel.
– Det var hen over sommeren 2015, at vi blev enige om at gøre alvor af vore planer. Jeg havde talt både med Ulla og Henrik, der begge havde ideer til at lancere en form for online-avis, og efter at have mødtes et par gange var vi ikke i tvivl – der skulle gøres noget på den lokale online-front, fortæller Kim Schou, som flere utvivlsomt forbinder med Radio Charlie.
– Nu er det jo et lille Korsbæk-samfund, vi gebærder os i, så der gik ikke længe, før folk begyndte at snakke i krogene om, at vi nok havde gang i en lokalradio, griner Kim og bliver afbrudt af Henrik:
– Det er lidt skægt at tænke tilbage – det føles faktisk som om, det var i går, og nu er der gået et år! Det er lidt vildt…
De tre iværksættere søgte til at begynde med hjælp og vejledning ved ProVardes direktør Finn Erik Kristiansen, der straks kunne se ideen, og opfordrede til at gøre alvor tankerne om at skabe en form for online-nyheds- og informationsbase.
– Det var super fint med denne første rådgivning, og det var bestemt med til at give os blod på tanden, ligesom vi fra dag ét har haft et fantastisk samarbejde med Varde Kommune. Og med tommel op forskellige steder fra var det bare et spørgsmål om at sætte i gang. Hvad der kendetegner os tre bedst, er nok det faktum, at der ikke er så langt fra tanke til handling, lyder det fra Ulla, der sagde sit job op ved byens handelsstandsforening for at – med egne ord – gå all in i dette projekt.
HUK Media
Deres fælles barn, så at sige, fik navnet HUK Media, opstået af deres tre forbogstaver, og selve brandingen blev nyhedssitet GoVarde.dk, der blev åbnet for offentligheden d. 1. april 2016.-
– Siden er det gået stærkt. Fra at have fuld fokus på onlinenyheder har vi i dag udvidet med en marketingafdeling, fortæller Kim og forklarer: Her hjælper vi med rådgivning indenfor markedsføring af den enkelte butik eller virksomhed, især med fokus på de digitale medier. Vi tilbyder at lave hjemmesider samt kurser i, hvordan man bedst får sit budskab ud det rette sted. Derudover kan vi lave flere former for videoproduktioner, herunder små reklamefilm.
– Her i dag, et år senere, kan vi konstatere, at der i den grad er brug for det produkt, vi kan tilbyde. Det er gået overraskende stærkt. Vi brugte det første halve år på at spæne rundt og fortælle om alt det, vi kan og gerne vil. I dag kommer folk selv og banker på døren på Torvet 12, og det er da bekræftende, lyder det fra Henrik, der i øvrigt smiler lidt ved tanken om den trend, vi har sat her på mediet i form af videoindslag og videointerviews.
– Vi kan da se, at vi er med til at inspirere vore kolleger, tilføjer han.
– Som iværksætter ved vi, at det kan være ”op af bakke”, og at det kræver blod, sved og tårer, så at sige, og vi er også klar over, at den form for virksomhed, vi har startet er lidt… kontroversiel, ja måske endda lidt revolutionært nytænkende, men vi klør på, siger Ulla, der ikke lægger skjul på, at missionen er at blive områdets foretrukne nyhedsbase og marketingvirksomhed.
HUK Media holder til på Torvet i Varde, nærmere betegnet i den tidligere Handelsbanks direktørs privatbolig. Med i teamet har de en journalistelev samt en grafiker tilknyttet, og som seneste nyt har de fået en ekstern salgsafdeling koblet på firmaet. GoVarde.dk er en del af HUK Media, hvor man kan følge nyheder og den gode historie på alle tider af døgnet. Firmaet ejer en lang række Facebookgrupper og sider, blandt andet også den kendte ’Info fra borger til borger i Varde’. Dette afstedkommer uvilkårligt en stor rækkevidde på alle indslag – især til gavn for HUK Medias annoncører. Sidste skud på stammen er såmænd GoEsbjerg.dk. Ideologien bag GoVarde er at løfte området ved at fortælle om alt, hvad der sker, samt være den lokale finger på pulsen.
Se mere på www.hukmedia.dk