Grand Prix stjerne gæster Varde Motor Arena i Outrup.

Når Region Varde Elitesport fredag den 9. juni lukker portene op til supeliga speedway på Varde Motor Arena i Outrup er det til en aften lidt udover det sædvanlige. Denne aften kommer ligarivalerne fra Slangerup på besøg med et stærkt hold anført af den danske speedwaystjerne Michael ”Li´glad” Jepsen Jensen, der jo som de fleste ved stammer fra Grindsted.

TV2 Sport har også meldt deres ankomst idet matchen mellem Region Varde Elitesport og Slangerup vises som en direkte livesending på TV2 Sport.

Og som noget helt ekstraordinært byder vi denne aften også på en eksklusiv musikalsk oplevelse, idet vi får besøg af Danmarks repræsentant ved Det Europæiske Melodi Grand Prix i skikkelse af Anja Nissen.

Anja Nissen vil afsynge den danske nationalmelodi, og naturligvis også synge andre sange fra sit repertoire. Anja Nissen der er født og opvokset i Australien har stærke rødder til Varde Kommune idet hendes far stammer fra Hornekanten, så også her er der tale om lokalt islæt.

–  I Region Varde Elitesport er vi stolte og beærede over så fornemt et besøg, og vil glæder os meget til den store oplevelse der er i vente for alle vores gæster, og publikum denne aften på Varde Motor Arena i Outrup, oplyser man.