Der er kommet ny regering, og det lyder efterhånden som om, der er åbnet et gigantisk tag-selv-bord.
Gratis tandlæge. Gratis transport. Gratis det ene og gratis det andet. Misforstå mig ikke. Jeg har faktisk ikke noget imod gratis tandlæge. Tværtimod. En sund mund er vigtig, og det er sund fornuft at forebygge frem for at reparere. Det giver mening.
Men der er bare én ting, der irriterer mig ved hele debatten. Der findes ikke noget, der er gratis.
Hver eneste gang en politiker siger ordet “gratis”, sidder der et menneske et sted og betaler regningen. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, om det igen er os, der arbejder, driver virksomhed, tager risikoen og betaler skat, som skal finde pengene. Jeg venter spændt på at se, hvor meget mere jeg nu skal af med. For jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ligefrem føler mig som en del af modtagergruppen. Atter engang…
Jeg har betalt til fællesskabet gennem et halvt århundrede. Betalt min skat. Betalt mine afgifter. Betalt mine bidrag. Gjort det, man forventer af en ordentlig samfundsborger. Men den dag, man selv får brug for hjælp, opdager man hurtigt, hvor mange døre der kan være lukkede.
Jeg fik en hjernerystelse efter et fald. Ikke fordi jeg havde været uforsigtig. Ikke fordi jeg havde gjort noget forkert. Jeg faldt på grund af en fejl, som en offentlig myndighed efterfølgende selv har erkendt ansvaret for.
Alligevel er følelsen ofte den samme:
“Kan vi nu være sikre på, at du taler sandt?”
Dokumentation. Erklæringer. Flere erklæringer. Nye papirer. Nye spørgsmål. Man får næsten fornemmelsen af, at man står anklaget, fordi man søger den hjælp eller erstatning, man faktisk har ret til. Det er en mærkelig oplevelse.
Fik dog tilkendt GRATIS behandling ved fysioterapeut. Skyndte mig afsted – og fik efterfølgende en faktura på 204,- pr. behandling, fordi forsikringen ikke LIGE dækkede det hele alligevel..? Jeg havde nok ikke læst det med småt (!)
Når staten eller kommunen skal opkræve penge, går det som regel hurtigt. Men når borgeren står på den anden side af bordet, bliver der pludselig stillet spørgsmål ved alt. Måske er det derfor, så mange mennesker til sidst giver op. Ikke fordi de ikke har ret. Men fordi de bliver trætte.
Trætte af at bevise det indlysende.
Trætte af at blive mødt med mistro.
Trætte af at kæmpe mod systemer, de selv har finansieret hele livet.
Samtidig ser jeg politikere konkurrere om at dele flere og flere goder ud.
Og igen: Jeg har ikke noget imod velfærd. Jeg har ikke noget imod fællesskab. Jeg har ikke noget imod at hjælpe mennesker, der har behov.
Men jeg savner ærlighed.
Lad os droppe ordet “gratis”.
Fortæl os i stedet, hvem der skal betale.
For nogen gør altid. Og lige nu sidder jeg med en fornemmelse af, at regningen igen er på vej hen til de samme mennesker, som den altid ender hos. Samtidig må jeg indrømme, at min frustration ikke bliver mindre, når jeg ser, hvordan systemet fungerer på andre områder.
Min svigermor kan ikke få en beskyttet bolig. Begrundelsen er, at hun stadig selv kan gå i bad. Det lyder næsten komisk, hvis ikke det var så alvorligt.
For jeg ved, at der lige nu står mindst to ledige lejligheder i midtbyen under netop den ordning, med gåafstand for hende til min svigerfar på plejehjemmet. Boliger, som kunne give tryghed og livskvalitet til et menneske, der har brug for det. Men reglerne siger nej. Ret skal være ret – her i kommunen har vi politikere, der er nemme at komme i kontakt med – og som rent faktisk hjælper. Nu venter jeg så spændt på, om DE kan komme gennem den der mur, jeg løb panden mod adskillige gange…
MEN. Det er præcis den slags oplevelser, der får almindelige mennesker til at miste tilliden til systemet. Ikke fordi der mangler penge. Ikke fordi der mangler gode intentioner. Men fordi sund fornuft alt for ofte taber til paragraffer og kassetænkning.
Jeg har aldrig før haft så meget lyst til at gå ind i landspolitik som nu.
Ikke fordi jeg tror, jeg kan løse alle problemer. Men fordi jeg efterhånden er træt af at se beslutninger blive truffet af mennesker, som tilsyneladende aldrig har mødt de mennesker, beslutningerne handler om.
Der er noget galt, når folk, der har bidraget hele livet, skal kæmpe for hjælp, mens politikerne står i kø for at annoncere nye “gratis” goder.
Måske er det på tide, at nogen begynder at tale lidt mindre om visioner – og lidt mere om virkeligheden.